Landskabets terræn er overordnet set ”trugformet” med bund i en dalstruktur omkring Sattrup Mose, Urup Bæk og Østbirk med forbindelse til Gudenådalen. Herfra stiger et småbakket terræn markant mod nord mod Ejer Bjerge og mindre markant mod syd.
Geologisk dannelse og terræn
Landskabet inden for dette område er en del af Det Midtjyske Søhøjland. Det på mange måder imponerende terræn blev bygget op af Weichsel istidens hovedfremstød for ca. 18.000 år siden, hvor Nordøst-isen havde sin maksimale udbredelse og førte enorme mængder materiale til området. Terrænformerne, der i dag afspejles i landskabet, er dannet i forbindelse med tilbagesmeltningen af Nordøst-isen, men er også præget af det senere Ungbaltiske isfremstød. Det havde maksimal udbredelse til den Østjyske Israndslinje.
I den nordøstlige del af området rejser terrænet sig markant mod Ejer Bjerge i Skanderborg Kommune. Centralt i området er der en terrænlavning/dalstruktur med orientering øst-vest med forbindelse til Gudenådalen, inden terrænet igen stiger lidt mod syd og sydøst. Dermed er terrænet inden for området overordnet set ”trugformet”.
Terrænet afspejler, at landskabet har været præget af en israndslinje fra Nordøst-isen, der havde ophold i området og tegnede en linje omkring Ejer Bjerge. Men området har også været præget af den Østjyske Israndslinje, der i en senere periode havde ophold på tværs af den østlige del af området. Ved begge israndslinjer er terrænet blevet skubbet sammen af isen, og derved er der skabt langstrakte bakkestrøg, der i forskellig grad markerer isranden i landskabet. Uden for isen fjernede store smeltevandsstrømme meget materiale fra området og førte det mod Gudenåen. Terrænlavningen centralt i området afspejler en strømningsvej fra begge israndslinjer, dog i forskellige perioder. Den strækker sig omkring Sattrup Mose, Urup Bæk og Østbirk.
Landskabet er samtidig kendetegnet ved et markant småbakket terræn, der er orienteret mod enten Gudenådalen eller terrænlavningen omkring Urup Bæk og Sattrup Mose. Det småbakkede terræn er karakteristisk for landskaber præget af en isrand, hvor isen var stagneret og dels smeltede tilbage og rykkede frem. Derved brækkede stykker af gletscherisen, som lå tilbage som ”isklumper” i landskabet. Sten, sand, grus og ler, som smeltede fri af isen, blev afsat på og mellem dødisklumperne. Da de endelig smeltede, efterlod de betydelige terrænlavninger, dødishuller, der i dag giver terrænet en småbakket og stedvist kuperet karakter.
Jordart
Jordarten i området afspejler den geologiske dannelse, og det dødisprægede terræn afspejles i mange små lokale variationer.
De fleste steder er moræneler (ML) mest udbredt. Det betegner usorterede sedimenter med et højt indhold af ler, der er afsat af isen. Men smeltevandssand (DS), der er afsat af smeltevand, præger lokalt store eller små områder. Mest udbredt er det i den nordlige del af området. I terrænlavningen omkring Østbirk er jordarten ferskvandssand (TS), der er afsat af smeltevand, der er strømmet fra isranden mod Gudenåen.
I områdets mange dødishuller eller andre terrænlavninger findes især ferskvandstørv (FT) og ferskvandssand (FS), der er aflejret efter istiden og efter vegetationens indtog. Ferskvandssand er ofte nedskyllet materiale, mens ferskvandstørv er dannet af plantemateriale i søer eller vandløb.
Hydrologiske forhold
Det er karakteristisk for dødisprægede landskaber som dette, at der er mange små afløbsløse søer og moser i terrænlavninger rundt om i hele området.
Herudover er det store lavbundsområde omkring Urup Bæk og Sattrup Mose et væsentligt karaktertræk med betydning for landskabets geologiske fortælling.
Enkelte steder er der erosionsdale med små vandløb, der afvander det højtliggende terræn. Lokalt har de stor betydning for landskabskarakteren, men betragtes ikke karaktergivende for landskabsområdet som helhed.