I dette afsnit beskrives det, hvordan man samlet set kan tilpasse potentielt fremtidige boliger til landsbyens skala, arkitektur, gaderum, kulturhistoriske bevaringsværdier o.lign. ved at have fokus på tre simple formgivningsgreb; placering, form og skala.
Ifølge Oplandsudvalgets arbejdsgrundlag fra 2022 ønsker man, at udviklingen i landsbyerne ”skal ske med øje og respekt for de kulturhistoriske, arkitektoniske og landskabsmæssige værdier omkring”, og samtidig er det Horsens Kommunes overordnede mål at sikre, at landdistrikternes og landsbyernes særlige karakteristika fastholdes.
Det har derfor været vigtigt, at få afdækket og registreret de enkelte landsbyers sårbarhed overfor ændringer i struktur og arkitektur. I forbindelse med besigtigelsen af alle landsbyer er det tydeligt, at landsbyerne i Horsens kommune har gennemgået en løbende transformation, hvilket betyder, at de kan fremstå med en forskelligartet arkitektur. Det er dog fortsat tydeligt, at landsbyerne har en helt særlig struktur, som er karakteristisk for landsbybyggeri og som ikke findes i de tætbefolkede byer.
For at sikre, at landsbyerne fortsat udgør et helt unikt og særligt bosætningstilbud i Horsens Kommune, er det essentielt at sikre bevaring af den overordnede placering, form og skala i de enkelte landsbyer.
Med de tre greb sikres det, at landsbyerne beholder sine særlige karakteristika - uden nødvendigvis at skulle sætte detaljerede krav om sprossede vinduer, gesimser eller bindingsværk.
Billede fra Studielandsbyen i Aarhus.
Placering
Der kan som udgangspunkt kun meddeles bygge- og landzonetilladelse til nyt byggeri, der placeres som huludfyldninger eller afrundinger af en landsby. Bygninger skal placeres vinkelret- eller parallelt med vejen.
Husene er som hovedregel placeret på grundene, så de ligger parallelt med og tæt på hovedgaden i landsbyen.
Indgangsfacaden er således orienteret mod livet i landsby-gaden til den ene side, og havefacaden mod det åbne landskab med marker, skov og natur til den anden.
Illustration af bygningers placering langs veje og gadekær.
Form
Der kan som udgangspunkt kun meddeles bygge- og landzonetilladelse til nye fritliggende enfamiliehuse, hvor bygningerne afspejler den eksisterende bebyggelse i sin form.
Rækkehuse, dobbelthuse mv. kan som udgangspunkt kun etableres i tiloversblevne bygninger.
Den eksisterende bebyggelse skal som udgangspunkt være opført som klassisk længehus, uden store fremspring og med saddeltag og udnyttet tagetage. Garager, carporte, udhuse o.lign. er opført som selvstændige bygninger, og bør ikke integreres med hovedhuset.
Illustration af bygningers formgivning i landsbyerne.
Skala
Der kan som udgangspunkt kun meddeles bygge- og landzonetilladelse til byggeri i samme skala, som den eksisterende bebyggelse i landsbyerne. Det betyder f.eks. at vindueshuller, døre, facadehøjder mv. skal have samme proportioner, rytme og målestok, som den eksisterende klassiske landsbybebyggelse. Boligerne i landsbyerne er hovedsageligt enfamiliehuse, hvor højden ikke overstiger 8,5 meter. Hertil er det bebyggede areal beskedent, da tagetagen ofte er udnyttet. Garager, carporte, udhuse o.lign. er både i omfang og højde mindre end hovedhuset, og har ofte en lavere taghældning.
Illustration af skala i byerne (til venstre) vs. skala i landsbyerne (til højre).