Tvingstrup

Landsbyen

Tvingstrup er Horsens Kommunes største landsby i landzone med 568 indbyggere. Tvingstrup er oprindeligt opstået omkring Tvingstrup Kirkesti og Torvevej, hvilket nu udgør den sydøstligste udkant af byen.

Tvingstrup er vokset og har udviklet sig meget siden industrialiseringen. Landsbymiljøet er ikke længere synligt i gadebilledet og centrum har flyttet sig mod nord, i takt med etablering af togbanen og andelsmejeriet.

Store dele af landsbyen har gennemgået en transformation. En lille del af landsbykernen er bevaret, men ellers er der foretaget flere knopskydninger af små parcelhusenklaver. Både nord og syd for banen.

Ifølge kommunens landskabsanalyse ligger landsbyen i landskabskarakterområdet Hovedgård landbrugsflade, som er en del af et større geologisk interesseområde (Det Midtjyske Søhøjland). Landskabet er kendetegnet ved et meget jævnt terræn, som er dækket af dyrkede marker, små landsbyer og spredt beliggende gårde.

Det anbefales i landskabsanalysen, at omdannelse af bygningsmassen i landsbyerne, i høj grad skal tilpasses den eksisterende bygningsmasse i karakter, skala og udtryk.

Kortet viser landsbyens placering i kommunen.

Billedet viser en landsbygade i Tvingstrup.

Demografi og udviklingspotentiale

Tvingstrup er en større landsby med 260 boligenheder og et indbyggertal på 568. Den nærmeste lokalcenterby med indkøbsmuligheder, skole og andre offentlige services, er Hovedgård, som ligger ca. 4 km væk. Der findes dog to kommunale dagplejer og en landsbybørnehave i Tvingstrup.

Tvingstrup har oplevet en stor befolkningstilvækst i forrige planperiode (seneste 12 år). Det kan skyldes landsbyens størrelse og lokalsamfund, som tiltrækker flere borgere. Det kan tillige skyldes udbuddet af pasningstilbud.

Tvingstrup er en landsby i planlovsmæssig forstand, da den har et indbyggertal på over 200. Der er bygget 23 nye bolig i Tvingstrup i sidste planperiode. Der er fortsat tomme byggegrunde indenfor landsbyafgrænsningen fra 2012.

Fakta

Navn Tvingstrup
Boligenheder 260
Befolkningstal 568
Befolkningsudvikling 2011-2022 10,2 %
Nærmest lokal-/centerby Hovedgård
Afstand til servicefunktioner ca. 4 km.

Data baserer sig på tal fra november 2022.


 

Billedet viser et nyere boligområde i Tvingstrup.

Billedet viser en bolig i Tvingstrup.

Planlægningsmæssige hensyn

Nedenfor ses konkrete udpegninger af national interesse, som er så væsentlige, at de ikke kan fraviges til fordel for byudvikling. De udpegede byggemuligheder er som udgangspunkt ikke påvirket, men der kan ske ændringer i forholdene og udpegningerne, som derfor senere kan få indflydelse på en evt. fremtidig landzone- og byggesagsbehandling.

  • Der findes to søer i landsbyen, samt et område markeret med både sø og mose. Herudover er der et beskyttet vandløb, der løber langs landsbyens vestlige og sydlige afgrænsning.
  • Et areal i den vestlige del af landsbyen, samt et mindre område i den sydlige del af landsbyen, er beliggende i et område udpeget som økologisk forbindelse.
  • I den østlige del af landsbyen er et større området udpeget, som lavbundsareal der kan genoprettes.
  • På hjørnet af Serridslevvej og Bleldvej er et fredet fortidsminde.
  • Den vestlige- og østligste del af byen ligger inden for en skov- byggelinje
  • Tvingstrup ligger i et område med særlige drikkevandsinteresser (OSD).
  • Store dele af arealet er i risiko for oversvømmelse fra nedbør.
  • Der ligger to større husdyrbrug tæt på landsbyen. I forbindelse med udlægning af nye boliger, skal det undersøges, om boligerne kan medføre en begrænsning på husdyrbrugenes eventuelle udvidelsesmuligheder. Er dette tilfældet kan boligerne ikke opføres, før der er gjort afværgetiltag.

Kvaliteter

Kvaliteterne er udpeget i samarbejde med borgerne: 

  • De mange gamle træskofabrikker (3-4 stk.).
  • Mange vigtige mødesteder.
  • Skoven med stier til gåture.
  • Forsamlingshuset.
  • Sportspladsen.
  • Bænkene.
  • Røde Kors Butikken.
  • Juletræspladsen mm.
  • Tranhøj er en vigtig destination og udsigtspunkt for hele landsbyen.

 

Strategi og målsætning

Tvingstrup er i Tematillæg for landsbyerne, udpeget som en landsby, der skal udvikles. For disse landsbyer vurderes det, at der er et moderat potentiale for vækst, hvorfor landsbyafgræsningen udvides i overensstemmelse med landsbyens strukturelle rammer og en konkret efterspørgsel på bosætning.

Landsbyerne som skal udvikles, er karakteriseret, ved at udviklingspotentialet er forholdsvist stort. Landsbyerne har et indbyggertal og en størrelse, der gør det muligt at tiltrække butikker og andre mindre servicetilbud.

Tvingstrup vurderes at have et udviklingspotentiale på baggrund af landsbyens størrelse, indbyggertal og den konkrete befolkningstilvækst. Samtidig er der ikke tidligere, udlagt tilstrækkeligt med byggemuligheder, der har rykket udviklingen og mætte efterspørgslen på bosætning. Det er derfor den overordnede målsætning at udvikle Tvingstrup, og øge bosætningen – uden at skabe behov for ny infrastruktur, skole- og dagtilbud mv.

For at understøtte målsætningen udvides landsbyafgrænsningen, og der foreslås en mindre udstykning centralt i landsbyen, der potentielt kan forudsætte udarbejdelse af lokalplan. Det er Horsens Kommunes vurdering, at landsbyafgrænsningen i det konkrete tilfælde, kan udvides, samtidig med at den overordnede struktur i landsbyen bevares.

Da omfanget af nye byggemuligheder i Tvingstrup er relativ stort, skal det sikres at de kan udnyttes til fulde. Tvingstrup vil derfor fortsat være omfattet af en kommuneplanramme, da flere af byggemulighederne kan udløse krav om udarbejdelse af lokalplan.

Se uddybende beskrivelse under retningslinje for Landsbyer og Landdistrikter.

Illustrationen viser den strategiske planlægning for landsbyen.


 

Sårbarhed

Den gamle landsbykerne er sårbar over for ændringer i arkitektur, bebyggelsesstruktur, veje, og beplantning, der slørende for omgivelser.

Den resterende del af landsbyen er ikke sårbar over for ændringer. Tvingstrup fremstår generelt, som en parcelhusdomineret landsby, der bærer præg af at være opført i forskellige tidsperioder. Samtidig findes der flere husdyrbrug omkring landsbyen, og tre virksomheder i landsbyen, som kan påvirke fremtidige udviklingsmuligheder.

 

 

 

 

 

 

Billedet viser en bolig i Tvingstrup.


 

Udpegninger i landsbyen

Udpegningerne er foretaget udelukkende for at give borgerne i landsbyen og evt. fremtidige bygherre, et overblik over potentielle fremtidsmuligheder. Det er altså ikke udtryk for, at kommunen kommer til at stå for evt. udvikling, byggerier eller indretning af fællesarealer. Udviklingen skal drives af private investorer, lokalråd, borgere eller fonde. Læs mere her, om hvad der kan søges støtte til i kommunen.

  • Landsbyafgrænsning
    Der findes ikke tilstrækkeligt med byggemuligheder indenfor landsbyafgrænsningen fra 2012, hvorfor landsbyen udvides. Da de foreslåede byggemuligheder potentielt kan udløse lokalplanpligt, bibeholdes kommuneplanrammen for Tvingstrup.

  • Udsigtskiler
    Der udpeges udsigtskiler i den syd- og nordlige del af landsbyen, der skal bidrage til at bevare den særlige forbindelse til den omkringliggende natur.

  • Rekreative områder
    Der er udpeget fire rekreativt område. Et i hver sin ende af byen.

  • Byggemuligheder
    Der udpeges 23 byggemulighed i Tvingstrup, som alle ligger i forlængelse af den eksisterende struktur i landsbyen eller er placeret som huludfyldning.

  • Omdannelsesmuligheder
    Der findes flere større gårde/bygninger i landsbyen, som potentielt kunne være egnede til omdannelse til flere boligenheder. Det ville give større incitament til at bevare og renovere en eksisterende bevaringsværdig bygningsmasse, hvis den f.eks. kunne indeholde flere lejemål, generationsboliger, mv.

Hvis du ønsker at udnytte en byggemulighed, eller indrette en eksisterende bygning til nyt formål, skal du først orientere dig om regler og muligheder i Dialogværktøjet – Landsbyerne udvikling og bevaring og derefter kontakte byggesagsafdelingen i Horsens Kommune, som kan bidrage med yderligere vejledning.