"Stablen"

I løbet af de første 7 måneder af 2018 brugte verdens borgere samtlige af de ressourcer, som kloden selv kunne nå at gendanne for 2018. Resten af året blev et ”overforbrug”. Selvom den enkelte af os ikke kan redde jorden, findes der alligevel en række ting, vi hver især kan gøre. Vi kan alle blive bedre til at udnytte ressourcerne i vores ting og produkter ved at reparere, genbruge, bytte eller leje.

Vi vil i Horsens Kommune skabe et værested, hvor innovative ideer inden for cirkulær økonomi kan sås, spire og blomstre, hvor borgere kan mødes på tværs og upcycle egne materialer, og hvor brugte materialer kan få nyt liv.

Vi vil skabe gode rammer for formidling og undervisning om affaldssortering i inspirerende lokaler, hvor affald og cirkulær økonomi sættes i centrum.

Stedet – ”Stablen” – skal være et multisted, der rummer flere forskellige aktiviteter, der alle tager udgangspunkt i affaldssortering og cirkulær økonomi. For eksempel genbrugsbyggemarkedet (initiativ 01-2) skal have til huse i stueetagen. Stablen kan også rumme aktiviteter indenfor klimatilpasning og -forebyggelse.