Oplag af byggematerialer til genbrug

Timingen er et af de største problemer med at anvende brugte byggematerialer fra nedrivning i en cirkulær økonomi til nybyggeri. Oftest sker nedrivning af en ejendom og opførelsen af den nye ikke på samme tidspunkt. Og det er ikke sikkert, at mængden af genbrugsmaterialer passer med det, der skal opføres.

I forlængelse af initiativerne 8-2 om krav om cirkulært byggeri vil det være en fordel at have en plads til oplag af materialerne. Et oplag vil give et nødvendigt overblik over, hvilke materialer der er til rådighed. Dermed kan nye bygninger designes med materialerne for at opfylde ønsker og krav til det nye byggeri.

En lagerhal vil virke som en materialebank for byggematerialer. Eventuelt kan materialerne i forbindelse med sortering og oplag renses og forberedes, så de er klar til at indgå i nyt byggeri, herunder en dokumentation for kvaliteten af materialerne.