Masser af gode overskudsmaterialer fra erhverv smides i dag i skraldespanden, fordi der ikke er efterspørgsel på dem. Samtidig har daginstitutioner og skoler udgifter på at købe materialer til at lave projekter af.
I Skatkammeret vil vi give kasserede materialer et nyt liv ved at stille dem til rådighed til undervisning, leg, kunst, læring og innovativ tænkning.
Skatkammeret skal modtage overskudsmaterialer fra lokale virksomheder. Det kan være overskudsproduktion, fejlproduktion eller et restprodukt. Det kan også være skotøjsæsker fra en skotøjsbutik, dimser fra forsendelser og meget mere. Materialerne lagres i Skatkammeret, og de besøgende kan med deres kreativitet og fantasi give tingene nyt liv.
Stedet er åbent for børnehaver, skolefritidsordninger og skoler. Her kan lærere og pædagoger hente materialer til kreative projekter på institutionen, eller de kan vælge at komme på besøg i Stablen og bruge materialerne til fremstilling af definerede opgaver. Det kan være at lave fremtidens genbrugsplads eller lave fremtidens miljørigtige huse. I processen med arbejdet med materialet fostres nye muligheder for kommunikation og kreativitet, og dermed opstår der respekt for materialerne og miljøet.