Byggeri og erhverv

Håndtering af genanvendeligt affald fra erhverv er liberaliseret, og erhvervslivet skal derfor selv sikre en korrekt håndtering og bortskaffelse af affaldet. Vi vil lave målrettede indsatser til erhvervslivet, der tilbyder dialog og samarbejde for at understøtte dem i sortering af affaldet.

Byggeaffald indeholder potentielt mange ressourcer til genanvendelse og genbrug, men også miljøproblematiske stoffer, som kan være skadelige for mennesker, dyr og planter. Det er essentielt med en indsats, der sikrer, at potentialet for genanvendelse udnyttes, og at problematiske stoffer håndteres korrekt ved nedrivning, så de ikke recirkuleres. 

Cirkulær økonomi er et område i udvikling. Nye teknologier, løsninger og viden genereres i et højt tempo. Horsens Kommune kører et projekt, hvor vi sammen med byggevirksomheder og uddannelsesinstitutioner i kommunen skal se på, hvordan byggeaffald kan bruges igen. Erfaring fra dette projekt skal føre til nye initiativer med byggebranchen.