Miljøvurdering af planer og programmer
Planer og programmer
Når der udarbejdes nye lokalplaner eller projekter i Horsens Kommune, skal der tages stilling til de mulige miljøpåvirkninger. Dette sker gennem en miljøvurderingsproces, som er fastlagt i lovgivningen.
Processen starter med en screening, hvor kommunen vurderer, om planen eller projektet kan få væsentlig indvirkning på miljøet. Hvis screeningen viser, at der kan være væsentlige påvirkninger, skal der udarbejdes en miljørapport. Miljørapporten beskriver og vurderer de forventede miljøpåvirkninger – for eksempel i forhold til natur, landskab, trafik, klima og mennesker – samt hvordan negative påvirkninger kan forebygges eller begrænses.
Som bygherre skal du derfor være opmærksom på, at miljøvurdering er en del af planprocessen. Horsens Kommune vejleder dig gennem forløbet og sørger for, at kravene til miljøvurdering bliver afklaret tidligt i processen. Du bliver også orienteret om, hvilke tekniske rapporter og oplysninger, som påhviler bygherre at levere.
Konkrete projekter - VVM
Ud over miljøvurdering af planer kan der også være krav om en vurdering af konkrete projekter. Det kaldes en Miljøkonsekvensvurdering (VVM) og munder ud i en miljøkonsekvensrapport. Her vurderes projektets samlede indvirkninger på miljøet, inden der kan gives tilladelse til at realisere projektet.
Miljøvurdering og VVM er to forskellige procedurer og det er bygherrers egen opgave både at screene sit projekt og gennemføre en eventuel miljøkonsekvensvurdering.
Har bygherre på forhånd kendskab til, at projektet vil være omfattet af krav om en miljøkonsekvensvurdering, kan miljørapport og miljøkonsekvensvurdering samordnes. Denne tilgang medfører en tidsbesparelse i den samlede tidshorisiont.
Miljøportal
EA-Hub er Danmarks Miljøportals digitale platform for miljø- og miljøkonsekvensrapporter fra hele landet. Her kan alle brugere — myndigheder, konsulenter, rådgivere og borgere — frit søge, filtrere og hente rapporter.
Platformen samler miljøvurderinger og analyser ét sted, hvilket forenkler adgang til og overblik over dokumenter, der tidligere var spredt over flere systemer.

