Grædstrup

Landsbyen

Grædstrup er umiddelbart opstået som en vejbyforteby, hvor bebyggelsen var placeret langs Kildegårdsvej, i god afstand til kirken. Landsbyen har gennemgået en transformation og er flyttet mod vest, så den ikke længere er centreret omkring den oprindelige gårdbebyggelse. Der findes strukturelle spor fra to større gårdanlæg, men landsbyen fremstår mest som en parcelhusdomineret landsby. Den oprindelige vejforteby ligger helt uden for den nuværende landsbyafgrænsningen.

Grædstrup er vokset meget i 1970’erne og 80’erne. Udviklingen er formodentlig et resultat af, at der blev etableret stålproduktion, der skabte arbejdspladser. Produktionen er vokset og er fortsat aktiv, men indbyggertallet og opførelse af nye boliger er stagneret i forrige planperiode (12 år tilbage).

Ifølge kommunens landskabsanalyse ligger landsbyen i landskabskarakterområdet Brædstrup Højland, som er en del af et større geologisk interesseområde (Det Midtjyske Søhøjland). Landskabet er kendetegnet ved et højtliggende og bakket terræn, hvorfra der især i den østlige og nordvestlige del af området, er vide udsigter over de omgivende landskaber.

Det anbefales i landskabsanalysen, at udviklingen af landsbyer, ikke må sløre landsbyernes struktur eller de omgivende udskiftningsstrukturer, der fortsat kan erkendes. Byranden bør disse steder have en transparent og grøn karakter.

Kortet viser landsbyens placering i kommunen.

Billedet viser boliger i Grædstrup.

Demografi og udviklingspotentiale

Grædstrup er en større landsby med 93 boligenheder og et indbyggertal på 207. Den nærmeste lokalcenterby med indkøbsmuligheder, skole og andre offentlige services, er Brædstrup som ligger ca. 4,8 km væk. Der findes dog en kommunal dagpleje i Grædstrup.

Grædstrup er stort set stagneret i forrige planperiode (seneste 12 år). Det kan skyldes en mere generel national tendens, til at flytte tættere på de private- og offentlige servicetilbud, der ofte findes i lokalcenterbyerne eller hovedbyerne.

Grædstrup er en landsby i planlovsmæssig forstand, da den har et indbyggertal på over 200. Der er bygget én ny bolig i Grædstrup inden for sidste planperiode. Der er fortsat tomme byggegrunde indenfor landsbyafgrænsningen fra 2012.​

Fakta

Navn Grædstrup
Boligenheder 93
Befolkningstal 207
Befolkningsudvikling 2011-2022 -4%
Nærmest lokal-/centerby Brædstrup
Afstand til servicefunktioner Ca. 4,8 km.

Data baserer sig på tal fra november 2022.


 

Billedet viser et nyere boligområde i Grædstrup.

Billedet viser en bolig i Grædstrup.

Planlægningsmæssige hensyn

Nedenfor ses konkrete udpegninger af national interesse, som er så væsentlige, at de ikke kan fraviges til fordel for byudvikling. De udpegede byggemuligheder er som udgangspunkt ikke påvirket, men der kan ske ændringer i forholdene og udpegningerne, som derfor senere kan få indflydelse på en evt. fremtidig landzone- og byggesagsbehandling.

  • Der er potentielle økologiske forbindelseslinjer i den sydlige del af landsbyens afgrænsning.
  • Der er udpeget naturbeskyttelsesområde i landsbyen, hhv. ved kirken og i centrum af landsbyen
  • Hele landsbyen ligger inden for skovbyggelinjen
  • Landsbyen er omfattet af kulturhistoriske bevaringsværdier. Disse er hhv. en del af kirkens omgivelser, primært mod syd i landsbyen, diger på kanten af landsbyafgrænsningen og en gravhøj nord for landsbyen. Beskyttelseszonen for gravhøjen omfatter en lille del af landsbyafgrænsningens nordlige del.
  • Hele landsbyen er omfattet af særlige drikkevandsinteresser (OSD).
  • Landsbyen er udfordret af støj fra et større råstofområde og fra virksomheden Grædstrup stål, som ligger syd for landsbyen.
  • Der ligger et større husdyrbrug tæt på landsbyen. I forbindelse med udlægning af nye boliger skal det undersøges, om boligerne kan medføre en begrænsning på husdyrbrugenes eventuelle udvidelsesmuligheder. Er dette tilfældet kan boligerne ikke opføres før der er gjort afværgetiltag.
    Det er muligt at have mindre dyrehold i byen og at disse ikke må begrænses ved opførelse af nye boliger. 

Kvaliteter 

Kvaliteterne er udpeget i samarbejde med borgerne:

  • Arbejdspladser og erhverv.
  • Grædstrup kirke.
  • Tæt til Grædstrup skov og Dalkær Bæk.

 

Strategi og målsætning

Grædstrup er i Tematillæg for landsbyerne, udpeget som en landsby, der skal udvikles. For disse landsbyer vurderes der at være moderat potentiale for vækst, hvorfor landsbyafgræsningen udvides i overensstemmelse med landsbyens strukturelle rammer og en konkret efterspørgsel på bosætning.

Landsbyerne som skal udvikles er karakteriseret ved, at udviklingspotentialet er forholdsvist stort. Landsbyerne har et indbyggertal og en størrelse, som gør det muligt at tiltrække butikker og andre mindre servicetilbud.

Grædstrup vurderes at have et udviklingspotentiale på baggrund af landsbyens størrelse, indbyggertal og geografisk placering. Samtidig er der ikke tidligere, udlagt tilstrækkelige byggemuligheder til at mætte efterspørgslen, og derved skubbe til udviklingen. Det er derfor den overordnede målsætning at udvikle Grædstrup, og øge bosætningen – uden at skabe behov for ny infrastruktur, skole- og dagtilbud, mv.

For at understøtte målsætningen udvides landsbyafgrænsningen og der foreslås en mindre udstykning centralt i landsbyen, der potentielt kan forudsætte udarbejdelse af lokalplan. Det er Horsens Kommunes vurdering, at landsbyafgrænsningen i det konkrete tilfælde kan udvides samtidig med, at det overordnede struktur i landsbyen bevares.

Da omfanget af nye byggemuligheder i Grædstrup er relativ stort, skal det sikres at de kan udnyttes til fulde. Grædstrup vil derfor fortsat være omfattet af en kommuneplanramme, da flere af byggemulighederne kan udløse krav om udarbejdelse af lokalplan.

Se uddybende beskrivelse under retningslinje for Landsbyer og Landdistrikter.

Illustrationen viser den strategiske planlægning for landsbyen.


 

Sårbarhed

Grædstrup er samlet set ikke sårbar over for ændringer, men det er fortsat vigtigt at bevare bygningernes orientering og placering. Nyt byggeri skal derfor tilpasses landsbyen i form og skala.

Grædstrup er dog udfordret af støj fra et større råstofområde syd for landsbyen. Det støjbelastede område påvirker landsbyens nordlige del. Råstofområdet er foreløbig aktivt frem til udgangen af 2027, hvorefter støjbelastningen forventes at forsvinde.
Hertil ligger ca. halvdelen af landsbyen i konsekvenszone for et nærtliggende husdyrbrug og influenszonen fra stålværket, som kan påvirke de fremtidige udviklingsmuligheder.

 

 

 

 

Billedet viser en landsbygade i Grædstrup.


 

Udpegninger i landsbyen

Udpegningerne er foretaget udelukkende for at give borgerne i landsbyen og evt. fremtidige bygherre, et overblik over potentielle fremtidsmuligheder. Det er altså ikke udtryk for, at kommunen kommer til at stå for evt. udvikling, byggerier eller indretning af fællesarealer. Udviklingen skal drives af private investorer, lokalråd, borgere eller fonde. Læs mere her, om hvad der kan søges støtte til i kommunen.

  • Landsbyafgrænsning
    Der findes ikke tilstrækkeligt med byggemuligheder inden for landsbyafgrænsningen fra 2012, hvorfor landsbyen udvides.

  • Udsigtskiler
    Der udpeges udsigtskiler i den vestlige del af landsbyen, der skal bidrage til at bevare den særlige forbindelse til den omkringliggende natur.

  • Rekreative områder
    Der er udpeget et rekreativt område centralt i landsbyen.

  • Byggemuligheder
    Der udpeges 12 byggemulighed i Grædstrup, som alle ligger i forlængelse af den eksisterende struktur i landsbyen eller er placeret som huludfyldning. De udpegede byggemuligheder i støjbelastet område, kan først opføres, når støjbelastningen forsvinder.

  • Omdannelsesmuligheder
    Der findes flere større gårde/bygninger i landsbyen, der potentielt kunne være egnede til omdannelse til flere boligenheder. Det ville give større incitament til at bevare og renovere en eksisterende bevaringsværdig bygningsmasse, hvis den f.eks. kunne indeholde flere lejemål, generationsboliger, mv.

Hvis du ønsker at udnytte en byggemulighed eller indrette en eksisterende bygning til nyt formål, skal du først orientere dig om regler og muligheder i Dialogværktøjet – Landsbyerne udvikling og bevaring og derefter kontakte byggesagsafdelingen i Horsens Kommune, som kan bidrage med yderligere vejledning.