Davding

Landsbyen

Davding er opstået omkring en bred vej, som formentlig har fungeret, som en slags forte, men senere er blevet til en hovedåre igennem landsbyen. Forten, som var et fællesareal for landsbyen, er forsvundet fra landsbybilledet, men Davding har en meget velbevaret struktur og er karakteriseret som en vejforteby, hvor bebyggelsen hovedsagelig er orienteret imod vejen.

Ifølge kommunens landskabsanalyse ligger landsbyen i landskabskarakterområdet Brædstrup højland, der samtidig er en del af et større geologisk interesseområde (Det Midtjyske Søhøjland). Landskabet er kendetegnet ved et højtliggende og bakket terræn, hvorfra der især i den østlige og nordvestlige del af området er vide udsigter over de omgivende landskaber.

Det anbefales i landskabsanalysen, at udvikling af landsbyer ikke må sløre landsbyernes struktur eller de omgivende udskiftningsstrukturer, der fortsat er synlige. Byranden bør disse steder have en transparent grøn karakter.

Kortet viser landsbyens placering i kommunen.

Billedet viser en landsbygade i Davding.

Demografi og udviklingspotentiale

Davding er en landsby med 36 boligenheder og et indbyggertal på 101. Den nærmeste lokalcenterby med indkøbsmuligheder, skole og andre offentlige services, er Brædstrup, der ligger ca. 2,5 km væk.

Indbyggertallet i Davding er stort set stagneret i forrige planperiode (seneste 12 år). Det kan skyldes, at det er en generel tendens, at vi flytte tættere på de private- og offentlige servicetilbud, som findes i lokalcenterbyerne eller hovedbyerne.

Davding er ikke en landsby i planlovsmæssig forstand, da det forudsætter et indbyggertal på over 200. Der er bygget en ny bolig i Davding i sidste planperiode. Det er dog som erstatning for en nedrevet bolig. Der er fortsat tomme byggegrunde indenfor landsbyafgrænsningen fra 2012.

Fakta

Navn Davding
Boligenheder 36
Befolkningstal 101
Befolkningsudvikling 2011-2022 0%
Nærmest lokal-/centerby Brædstrup
Afstand til servicefunktioner ca. 2,5 km.

Data baserer sig på tal fra november 2022.


 

Billedet viser en ældre kampestensbygning i Davding.

Billedet viser et gårdanlæg i Davding.

Planlægningsmæssige hensyn

Nedenfor ses konkrete udpegninger af national interesse, som er så væsentlige, at de ikke kan fraviges til fordel for byudvikling. De udpegede byggemuligheder er som udgangspunkt ikke påvirket, men der kan ske ændringer i forholdene og udpegningerne, som derfor senere kan få indflydelse på en evt. fremtidig landzone- og byggesagsbehandling.

  • Der er to søer i landsbyen, som er registreret som beskyttet natur.
  • Landsbyen grænser op til kulturhistoriske bevaringsværdier, i form af et levende hegn
  • Flere steder i landsbyen er der udpeget risikoområder for oversvømmelse.
    Landsbyen er i sin helhed placeret i område med særlige drikkevandsinteresse (OSD)
  • Landsbyen ligger flere større husdyrbrug tæt på landsbyen. I forbindelse med udlægning af nye boliger, skal det undersøges, om boligerne kan medføre en begrænsning for husdyrbrugenes eventuelle udvidelsesmuligheder. Er dette tilfældet kan boligerne, ikke opføres før der er gjort afværgetiltag.

Kvaliteter

Kvaliteterne er udpeget i samarbejde med borgerne:

  • Bryrupbanestien (rute 31) ligger kun 1 km fra landsbyafgrænsningen.
  • Særlige udsigtsmuligheder ud over det karakteristisk landskab.
  • Davding Skov.

 

Strategi og målsætning

Davding er i Tematillæg for landsbyerne udpeget, som en landsby der skal understøttes. For disse landsbyer vurderes der at være et lille potentiale for vækst, hvorfor landsbyafgræsningen udvides i et beskedent omfang.

Landsbyer som skal understøttes, er karakteriseret ved, at udviklingspotentialet er beskedent, da ændringer i indbyggertallene og efterspørgsel på nye boliger er minimale. Landsbyerne har hertil et indbyggertal, som gør det vanskelig at tiltrække butikker og andre servicetilbud, men fortsat muligt at fastholde eller skabe et aktivt lokalsamfund.

Davding vurderes at have et mindre udviklingspotentiale på baggrund af landsbyens størrelse og indbyggertal. Samtidig er der, ikke tidligere, udlagt tilstrækkelige byggemuligheder til at understøtte efterspørgslen på bosætning. Det er derfor den overordnede målsætning, at understøtte udviklingspotentialet og fastholde efterspørgslen på bosætning i landsbyen.

For at understøtte målsætningen udvides landsbyafgrænsningen. Det er Horsens Kommunes vurdering at landsbyafgrænsningen, i det konkrete tilfælde, kan udvides, samtidig med at den overordnede struktur i landsbyen bevares.

Davding er hertil udfordret af, at der ikke er udlagt tilstrækkelige fællesområder, der kan skabe et stærkt lokalsamfund og dermed bidrage til en fremtidig positiv befolkningsudvikling. Der friholdes derfor areal til rekreative formål indenfor landsbyafgrænsningen.

Se uddybende beskrivelse under Landsbyer & landdistrikter">retningslinje for Landsbyer og Landdistrikter.

Illustrationen viser den strategiske planlægning for landsbyen.


 

Sårbarhed

Davding er strukturelt sårbar over for ændringer, hvorfor det fortsat er vigtigt at bevare bygningernes orientering og placering. Nyt byggeri skal tilpasses landsbyen i form og skala. 

Samtidig findes der et husdyrbrug i tilknytning til landsbyen og en mindre virksomhed, som kan påvirke fremtidige udviklingsmuligheder.

 

 

 

 

 

 

 

 

Billedet viser en landsbygade i Davding.


 

Udpegninger i landsbyen

Udpegningerne er foretaget udelukkende for at give borgerne i landsbyen og evt. fremtidige bygherre, et overblik over potentielle fremtidsmuligheder. Det er altså ikke udtryk for, at kommunen kommer til at stå for evt. udvikling, byggerier eller indretning af fællesarealer. Udviklingen skal drives af private investorer, lokalråd, borgere eller fonde. Læs mere her, om hvad der kan søges støtte til i kommunen.

  • Landsbyafgrænsning
    Der findes ikke tilstrækkeligt med byggemuligheder inden for landsbyafgrænsningen fra 2012, hvorfor landsbyen udvides i beskedent omfang.
  • Udsigtskiler
    Der udpeges udsigtskiler i den sydlige og nordlige del af landsbyen, der skal bidrage til at bevare den særlige forbindelse til den omkringliggende natur.

  • Rekreative områder
    Der er udpeget to rekreative områder i den nordlige del af landsbyen.

  • Byggemuligheder
    Der udpeges fire byggemuligheder i Davding, som alle ligger i forlængelse af den eksisterende struktur i landsbyen eller er placeret som huludfyldning. Den ene byggemulighed vil potentielt kunne ændre ankomsten til Davding visuelt, da det sker som afrunding af landsbyen

  • Omdannelsesmuligheder
    Der findes flere større gårde/bygninger i landsbyen, som potentielt kunne være egnede til omdannelse til flere boligenheder. Det ville give større incitament til at bevare og renovere en eksisterende bevaringsværdig bygningsmasse, hvis den f.eks. kunne indeholde flere lejemål, generationsboliger, mv.

Hvis du ønsker at udnytte en byggemulighed, eller indrette en eksisterende bygning til nyt formål, skal du først orientere dig om regler og muligheder i Dialogværktøjet – Landsbyerne udvikling og bevaring og derefter kontakte byggesagsafdelingen i Horsens Kommune, som kan bidrage med yderligere vejledning.