Voervadsbro

Landsbyen

Voervadsbro gennemskæres af Gudenåen, hvor den gamle del af landsbyen er placeret nænsomt i bunden af dalstrøjet. Byen har senere udviklet sig op ad dalsiderne langs Gudenåvejen og Holmedal.

Voervadsbro har gennemgået en transformation fra 1970’erne og frem. Det ses ved at landbykernen er bevaret, men at der er foretaget flere knopskydninger af små parcelhusenklaver. Voervadsbro er udvidet med parcelhuskvarterer i både øst og vest, der trækker bebyggelsen væk fra kernen, og skaber en fragmenteret struktur.

Ifølge kommunens landskabsanalyse ligger landsbyen i landskabskarakterområdet Skovprægede Gudenådal, der er en del af et større geologisk interesseområde (Det Midtjyske Søhøjland). Landskabet er kendetegnet ved, at Gudenådalen skærer sig gennem landskabet, som er en stor og markant struktur. Høje, kløftede dalsider indrammer en bred dalbund, med flere niveauer af terrasser, søer, samt Gudenåen der løber med store bugteslag.

Det anbefales i landskabsanalysen, at nyt byggeri ikke fremstår synligt i landskabet eller på anden måde påvirker landskabets visuelle karakter eller oplevelsesværdi. Dette gøres ved at tilpasse arkitektur og farver. Det anbefales samtidigt, at omdannelse af landsbyen kun bør ske med respekt for landsbyens oprindelige struktur og karakter, der generelt er kendetegnet ved, at bebyggelsen ligger velintegreret i landskabets terræn og bevoksning.

Kortet viser landsbyens placering i kommunen.

Billedet viser en landsbygade i Voervadsbro.

Demografi og udviklingspotentiale

Voervadsbro er en landsby med 101 boligenheder og et indbyggertal på 194. Den nærmeste lokalcenterby med indkøbsmuligheder, skole og andre offentlige services, er Brædstrup som ligger ca. 8,8 km væk.

Voervadsbro har oplevet en procentvis stor befolkningstilvækst i forrige planperiode (seneste 12 år). Det kan skyldes udstykningen af parcelhusområdet Holmekollen og dets helt unikke og naturskønne placering, men det kan også være landsbyens størrelse og lokalsamfund, der tiltrækker flere borgere.

Voervadsbro er ikke en landsby i planlovsmæssig forstand, da det forudsætter et indbyggertal på over 200. Der er bygget ni nye boliger i Voervadsbro i sidste planperiode. Der er fortsat tomme byggegrunde indenfor landsbyafgrænsningen fra 2012.

Fakta

Navn Voervadsbro
Boligenheder 101
Befolkningstal 194
Befolkningsudvikling 2011-2022 15,5%
Nærmest lokal-/centerby Brædstrup
Afstand til servicefunktioner ca. 8,8 km.

Data baserer sig på tal fra november 2022.


 

Billedet viser et nyere boligområde i Voervadsbro.

Billedet viser den tidligere arbejderboliger til Vissinggård.

Planlægningsmæssige hensyn

Nedenfor ses konkrete udpegninger af national interesse, som er så væsentlige, at de ikke kan fraviges til fordel for byudvikling. De udpegede byggemuligheder er som udgangspunkt ikke påvirket, men der kan ske ændringer i forholdene og udpegningerne, som derfor senere kan få indflydelse på en evt. fremtidig landzone- og byggesagsbehandling.

  • Størstedelen af landsbyen og de omkringliggende marker ligger indenfor en udpegning med naturbeskyttelsesinteresser.
  • Hovedparten af arealerne omkring landsbyen er udpeget som økologisk forbindelse, samt Natura 2000 Habitatområde.
  • Landsbyen ligger i et område med specifik geologisk bevaringsværdi.
  • Store dele af landsbyen ligger i et større kulturarvsareal.
  • Der er udpeget støj fra råstofgravningen nord for Voervadsbro, der omfatter hele den østlige del af landsbyen.
  • Dele af landsbyen ligger i et område med særlige drikkevandsinteresser (OSD).
  • Landsbyen ligger inden for skovbyggelinjen
  • Der er tre fredede fortidsminder, en milepæl og to rundhøje.
  • Nord for landsbyafgrænsningen ligger et større fredet området langs Gudenåen.
  • Store dele af landsbyen ligger indenfor åbeskyttelseslinjen fra Gudenåen.
  • Det er muligt at have mindre dyrehold i byen og at disse ikke må begrænses ved opførelse af nye boliger. 

Kvaliteter

Kvaliteterne er udpeget i samarbejde med borgerne:

  • Live streaming fra Aarhus Universitet i samarbejde med Det lille røgeri. Frivillige som står for arrangementet.
  • Fælleshus med møder, sangaftner, foredrag, opbevaring af borde-stole, kano-lav.
  • Skoven med en indhegning med shelter, bålplads og legeplads.
  • Aktivitetsudvalg, trafikudvalg i landsbyen.
  • Lukrativt område nede ved søen, der bruges til Sankt Hans og badning i søen.
  • Kano-camping.
  • Petanque-bane og overdækket område.
  • Stort foreningsliv med aktiviteter og fællesskaber.
  • Meget historie i landsbyen. Bl.a. den gamle kro.

 

Strategi og målsætning

Voervadsbro er i Tematillæg for landsbyerne, udpeget som en landsby, der skal understøttes. For disse landsbyer vurderes, der at være et lille potentiale for vækst, hvorfor landsbyafgræsningen udvides i et beskedent omfang.

Landsbyer som skal understøttes, er karakteriseret ved at udviklingspotentialet er beskedent, da f.eks. ændringer i indbyggertallene og efterspørgsel på nye boliger er minimale. Landsbyerne har hertil et indbyggertal, der gør det vanskelig at tiltrække butikker og andre servicetilbud, men fortsat muligt at fastholde eller skabe et aktivt lokalsamfund.

Voervadsbro er dog ikke udfordret af mangel på efterspørgsel på bosætning, eller et fald i indbyggertal. I stedet udfordres landsbyen af at der findes et væld af naturbeskyttelses- og landskabshensyn, der vægtes tungere end hensynet til nye boliger. Det er derfor vanskeligt at udvide landsbyafgrænsningen for Voervadsbro.

Udviklingspotentialet skal derfor findes indenfor den eksisterende afgræsning. Det er fortsat den overordnede målsætning, at understøtte udviklingspotentialet og fastholde efterspørgslen på bosætning i landsbyen.

For at understøtte målsætningen sker der en mindre udvidelse, der vurderes at kunne imødekomme dele af den aktuelle efterspørgsel. Samtidig skal der være et større fokus på at finde muligheder indenfor den eksisterende afgrænsning, ved f.eks. omdannelse af eksisterende bygningsmasse til flere boligenheder.

Se uddybende beskrivelse under retningslinje for Landsbyer og Landdistrikter.

Illustrationen viser den strategiske planlægning for landsbyen.


 

Sårbarhed

Den gamle del af Voervadsbro er strukturelt og arkitektonisk sårbar over for ændringer, hvorfor det fortsat er vigtigt at bevare bygningernes orientering og placering. Det gælder dog for hele landsbyen, at nyt byggeri generelt skal tilpasses landsbyen i form og skala.

Hertil er det omkringliggende landskab yderst sårbart, og der er mange væsentlige udpegninger til naturbeskyttelse, bevaringsværdigt landskab, større uforstyrret sammenhængende landskab med særlige udsigter mv. Disse skal respekteres og friholdes for fremtidige anlæg og bebyggelse. Samtidig er Voervadsbro omfattet af en åbeskyttelseslinje fra Gudenåen og støj fra nærliggende råstofområde. Derudover findes en virksomhed i landsbyen, som kan påvirke fremtidige udviklingsmuligheder.

 

 

 

Billedet viser et rekreativt område ved Gudenåen i centrum af Voervadsbro.


 

Udpegninger i landsbyen

Udpegningerne er foretaget udelukkende for at give borgerne i landsbyen og evt. fremtidige bygherre, et overblik over potentielle fremtidsmuligheder. Det er altså ikke udtryk for, at kommunen kommer til at stå for evt. udvikling, byggerier eller indretning af fællesarealer. Udviklingen skal drives af private investorer, lokalråd, borgere eller fonde. Læs mere her, om hvad der kan søges støtte til i kommunen.

  • Landsbyafgrænsning
    Der findes ikke tilstrækkeligt med byggemuligheder indenfor landsbyafgrænsningen fra 2012, hvorfor landsbyen udvides.

  • Udsigtskiler
    Der udpeges udsigtskiler i den sydlige del af landsbyen, der skal bidrage til at bevare den særlige forbindelse til den omkringliggende natur.

  • Rekreative områder
    Der er udpeget et rekreativt område, som potentielt kan anvendes til parkeringsareal for beboere og besøgende, der kommer til Nedenskov Sø.

  • Byggemuligheder
    Der udpeges seks byggemulighed i Voervadsbro, som alle ligger i forlængelse af den eksisterende struktur i landsbyen, eller er placeret som huludfyldning.

  • Omdannelsesmuligheder
    Der findes flere større gårde/bygninger i landsbyen, som potentielt kunne være egnede til omdannelse til flere boligenheder. Det ville give større incitament til at bevare og renovere en eksisterende bevaringsværdig bygningsmasse, hvis den f.eks. kunne indeholde flere lejemål, generationsboliger mv.

Hvis du ønsker at udnytte en byggemulighed eller indrette en eksisterende bygning til nyt formål, skal du først orientere dig om regler og muligheder i Dialogværktøjet – Landsbyerne udvikling og bevaring, og derefter kontakte byggesagsafdelingen i Horsens Kommune, som kan bidrage med yderligere vejledning.