Åes

Landsbyen

Åes er lokaliseret i et relativt fladt landbrugslandskab, umiddelbart nord for det langstrakte bakkedrag, hvis geologiske betegnelse har lagt navn til landsbyen. Landsbyens østlige del er domineret af haller til erhvervs- og landbrugsformål.

Åes er formodentlig opstået omkring en bred vej, som har fungeret som en slags forte, men senere er blevet til en hovedåre igennem landsbyen. Forten er forsvundet fra landsbybilledet, og Åes har udviklet sig, og ændret karakter i de sidste 100 år. Bebyggelsen i Åes er primært orienteret imod vejen, men der er foretaget en mindre udstykning centralt i landsbyen i 2007, som bryder mønsteret. Et område af landsbyen er lokalplanlagt, og endnu ikke fuldt udnyttet. Landsbyen har derfor udviklet sig fra en fortelandsby til en parcelhusdomineret landsby.

Ifølge kommunens landskabsanalyse ligger landsbyen i landskabskarakterområdet Hovedgård landbrugsflade, som er en del af et større geologisk interesseområde (Det Midtjyske Søhøjland). Landskabet er kendetegnet ved et meget jævnt terræn, der er dækket af dyrkede marker, små landsbyer og spredt beliggende gårde.

Det anbefales i landskabsanalysen, at omdannelse af bygningsmasse i landsbyen, i høj grad skal tilpasses den eksisterende bygningsmasse i karakter, skala og udtryk.

Kortet viser landsbyens placering i kommunen.

Billedet viser boliger langs vejforløbet i Åes. 

Demografi og udviklingspotentiale

Åes er en landsby med 67 boligenheder og et indbyggertal på 145. Den nærmeste lokalcenterby med indkøbsmuligheder, skole og andre offentlige services, er Hovedgård som ligger ca. 6 km væk.

Indbyggertallet i Åes er stort set stagneret i forrige planperiode (seneste 12 år). Det kan skyldes en mere generel national tendens, til at flytter tættere på de private- og offentlige servicetilbud, som ofte findes i lokalcenterbyerne eller hovedbyerne.

Åes er ikke en landsby i planlovsmæssig forstand, da det forudsætter et indbyggertal på over 200. Der er bygget to nye boliger i Åes i sidste planperiode, hvor den ene bolig er opført som erstatning for et nedrevet hus. Der er fortsat tomme byggegrunde indenfor landsbyafgrænsningen fra 2012.

Fakta

Navn Åes
Boligenheder 67
Befolkningstal 145
Befolkningsudvikling 2011-2022 3,4%
Nærmest lokal-/centerby Hovedgård
Afstand til servicefunktioner ca. 6 km.

Data baserer sig på tal fra november 2022.


 

Billedet viser en bolig i Åes.

Billedet viser er rekreativt områder i forbindelse med Åes forsamlingshus.

Planlægningsmæssige hensyn

Nedenfor ses konkrete udpegninger af national interesse, som er så væsentlige, at de ikke kan fraviges til fordel for byudvikling. De udpegede byggemuligheder er som udgangspunkt ikke påvirket, men der kan ske ændringer i forholdene og udpegningerne, som derfor senere kan få indflydelse på en evt. fremtidig landzone- og byggesagsbehandling.

  • Der er to beskyttede søer indenfor landsbyafgrænsningen.
  • Landsbyen er beliggende i det nationale geologiske interesseområde: Det Midtjyske Søhøjland.
  • Der er en genforeningssten, på hjørnet af Engmarksvej og Åesvej. Det er et fredede fortidsminde uden beskyttelseslinje, og der er ikke udpeget byggemuligheder i nærheden.
  • Flere steder i landsbyen er der udpeget risiko for oversvømmelser ved nedbør.
  • Landsbyen er i sin helhed placeret i område med særlige drikkevandsinteresse (OSD).
  • Det er muligt at have mindre dyrehold i byen. Disse må ikke begrænses ved opførelse af nye boliger. 
  • Der findes to mindre virksomheder i landsbyen. Det kan ikke udelukkes, at der forekommer miljøgener i form af f.eks. støj eller støv fra virksomhederne. De aktuelle forhold skal undersøges nærmere, for der etableres boliger nær virksomhederne. Nye boliger må ikke begrænse virksomhederne.

Kvaliteter

Kvaliteterne er udpeget i samarbejde med borgerne:

  • Der er kort vej til byerne og to skoler indenfor kort afstand. 
  • Der er godt sammenhold
  • Motorvejen er i kort afstand. 
  • Familieforening sammen med Elbæk og Gangsted
  • Forsamlingshuset
  • Tingstedet v. Tyrrestrupskov
  • Oldtidshøj syd for landsbyen, med fin udsigt.

 

Strategi og målsætning

Åes er i Tematillæg for landsbyerne, udpeget som en landsby, der skal tilpasses. Det betyder, at der ikke sker en udvidelse af landsbyafgrænsningen, men at der i stedet er fokus på at udnytte muligheder indenfor den allerede eksisterende landsbyafgrænsning.

Landsbyer som skal tilpasses, er karakteriseret ved at udviklingspotentialet er udfordret, og at der på baggrund af udviklingen i sidste planperiode, ikke umiddelbart vurderes at ske en stigning i indbyggertallet, som kan retfærdiggøre, at landsbyen udvides yderligere. I Åes er udbuddet af byggemuligheder fortsat så stort, at det kan dække den forventede efterspørgsel i planperioden (12 år frem).

Den overordnede målsætning for Åes, er at modvirke de negative effekter ved et stagnerende indbyggertal og samtidig skal landsbyen tilpasses sin demografiske virkelighed.

For at understøtte målsætningen skal der, i stedet for udvidelse af landsbyen, være et større fokus på, at finde muligheder indenfor den eksisterende afgrænsning.

Se uddybende beskrivelse under retningslinje for Landsbyer og Landdistrikter.

Illustrationen viser den strategiske planlægning for landsbyen.


 

Sårbarhed

Åes er mindre strukturelt sårbar over for ændringer. Det er fortsat vigtigt at bevare bygningernes orientering og placering. Nyt byggeri skal tilpasses landsbyen i form
og skala.

I og omkring Åes er der væsentlige natur- og landskabsmæssige interesser og planmæssige hensyn, som påvirker fremtidige muligheder for udvikling og opførelse af nyt byggeri.

Samtidig findes der to husdyrbrug og to virksomheder i landsbyen, der kan påvirke fremtidige udviklingsmuligheder.

 

 

 

 

 

 

Billedet viser en bolig i Åes. 


 

Udpegninger i landsbyen

Udpegningerne er foretaget udelukkende for at give borgerne i landsbyen og evt. fremtidige bygherre, et overblik over potentielle fremtidsmuligheder. Det er altså ikke udtryk for, at kommunen kommer til at stå for evt. udvikling, byggerier eller indretning af fællesarealer. Udviklingen skal drives af private investorer, lokalråd, borgere eller fonde. Læs mere her, om hvad der kan søges støtte til i kommunen.

  • Landsbyafgrænsning
    Da der er tilstrækkelige udviklingsmuligheder indenfor den gældende afgrænsning, sker der ikke udvidelse af landsbyafgrænsningen til byggemuligheder. Der sker en teknisk justering af landsbyafgrænsningen, så der ikke fremgår matrikler, som ikke kan anvendes til fremtidige boliger.

  • Udsigtskiler
    Der udpeges udsigtskiler i den syd- og nordlige del af landsbyen, der skal bidrage til at bevare den særlige forbindelse til den omkringliggende natur.

  • Rekreative områder
    Der er udpeget et rekreativt område omkring en eksisterende sti, der benyttes af beboerne.

  • Byggemuligheder
    Der udpeges 10 byggemuligheder i Åes, som alle ligger i forlængelse af den eksisterende struktur i landsbyen eller er placeret som huludfyldning.

  • Omdannelsesmuligheder
    Der findes flere større gårde/bygninger i landsbyen, som potentielt kunne være egnede til omdannelse til flere boligenheder. Det ville give større incitament til at bevare og renovere en eksisterende bevaringsværdig bygningsmasse, hvis den f.eks. kunne indeholde flere lejemål, generationsboliger, mv.

Hvis du ønsker at udnytte en byggemulighed eller indrette en eksisterende bygning til nyt formål, skal du først orientere dig om regler og muligheder i Dialogværktøjet – Landsbyerne udvikling og bevaring, og derefter kontakte byggesagsafdelingen i Horsens Kommune, som kan bidrage med yderligere vejledning.