Elbæk

Landsbyen

Elbæk er en mindre vejfortelandsby, hvor bebyggelsen er placeret langs et slynget vejforløb, som danner et centrum omkring landsbyens gadekær/branddam – også kaldet en forte. Vejforløbet er skabt før udskiftningen, hvor landsbyernes dyrkningsfællesskaber blev ophævet i 1700-tallet. Her bestod landsbyen af tre firelængede gårde, som var placeret omkring en fælles forte. Den ene af gårdene eksisterer fortsat og fremstår original. Den sydligst placeret gård er erstattet af Elbæk Efterskole, der er etableret i 1887. Bebyggelsen omkring efterskolen dominerer det overordnede indtryk af landsbyen, som ellers består af mindre enheder til boligformål. Hertil er der indrettet institution i Elbæk, som optager store dele af bebyggelsen omkring gadekæret.

Ifølge kommunens landskabsanalyse ligger landsbyen i landskabskarakterområdet Hovedgård landbrugsflade, som er en del af et større geologisk interesseområde (Det Midtjyske Søhøjland). Landskabet er kendetegnet ved et meget jævnt terræn, der er dækket af dyrkede marker, små landsbyer og spredt beliggende gårde.

Det anbefales i landskabsanalysen, at i landsbyerne skal omdannelse af bygningsmassen i høj grad tilpasses den eksisterende bygningsmasse i karakter, skala og udtryk.

Kortet viser landsbyens placering i kommunen.

Billedet viser det slyngede vejforløb i Elbæk.

Demografi og udviklingspotentiale

Elbæk er en landsby med 43 boligenheder og et indbyggertal på 57. Den nærmeste lokalcenterby med indkøbsmuligheder, skole og andre offentlige services, er Søvind som ligger ca. 3 km væk.

Elbæk har oplevet stor befolkningsnedgang i forrige planperiode (seneste 12 år). Faldet er først sket i 1. kvartal i 2020, hvor indbyggertallet gik fra 73 til 59. Udviklingen kan skyldes en større hjemsendelse fra Elbæk Efterskole i forbindelse med Covid19-pandemien, som ramte marts 2020. Indbyggertallet forventes at stige til samme niveau, som i 2020 på relativ kort sigt.

Elbæk er ikke en landsby i planlovsmæssig forstand. Der er bygget to boliger inden for sidste planperiode. Der er fortsat tomme byggegrunde indenfor landsbyafgrænsningen fra 2012.

Fakta

Navn Elbæk
Boligenheder 40 boliger
Befolkningstal 57 personer
Befolkningsudvikling 2011-2022
-30%
Nærmest lokal-/centerby Søvind
Afstand til servicefunktioner 3 km.

Data baserer sig på tal fra november 2022.


 

Billedet viser et kig mod efterskolen i landsbyen.

Billedet viser en bolig i Elbæk.

Planlægningsmæssige hensyn

Nedenfor ses konkrete udpegninger af national interesse, som er så væsentlige, at de ikke kan fraviges til fordel for byudvikling. De udpegede byggemuligheder er som udgangspunkt ikke påvirket, men der kan ske ændringer i forholdene og udpegningerne, som derfor senere kan få indflydelse på en evt. fremtidig landzone- og byggesagsbehandling.

  • Der er to søer i landsbyen, som er registreret som beskyttet natur.
  • Den nordlige del af Elbæk er omfattet af en kirkebyggelinje fra Gangsted kirke.

Kvaliteter 

Kvaliteterne er udpeget i samarbejde med borgerne:

  • Udsigt til Gangsted kirke.
  • Særlige udsigtsmuligheder ud over det karakteristisk landskab.
  • Velbevaret gadekær med branddam centralt i byen.

 

Strategi og målsætning

Elbæk er i Tematillæg for landsbyerne, udpeget som en landsby, der skal tilpasses. Det betyder, at der ikke sker en udvidelse af landsbyafgrænsningen, men at der i stedet er fokus på, at udnytte muligheder inden for den allerede eksisterende landsbyafgrænsning.

Landsbyer som skal tilpasses, er karakteriseret ved, at udviklingspotentialet er udfordret og at der på baggrund af udviklingen i sidste planperiode, ikke umiddelbart vurderes at ske en stigning i indbyggertallet, som kan retfærdiggøre, at landsbyen udvides yderligere. I Elbæk er udbuddet af byggemuligheder fortsat så stort, at det kan dække den forventede efterspørgsel i planperioden (12 år frem).

Den overordnede målsætning for Elbæk er, at modvirke de negative effekter ved et stagnerende indbyggertal, og samtidig skal landsbyen tilpasses sin demografiske virkelighed.

For at understøtte målsætningen skal der, i stedet for udvidelse af landsbyen, være et større fokus på, at finde muligheder inden for eksisterende afgrænsning.

Elbæk er hertil udfordret af, at der ikke er udlagt tilstrækkelige fællesområder, som kan skabe et stærkt lokalsamfund og dermed en fremtidig positiv befolkningsudvikling. Der friholdes derfor areal til rekreative formål indenfor landsbyafgrænsningen.

Se uddybende beskrivelse under retningslinje for Landsbyer og Landdistrikter.

Illustrationen viser den strategiske planlægning for landsbyen. 


 

Sårbarhed

Elbæk er strukturelt sårbar over for ændringer, hvorfor det fortsat er vigtigt at bevare bygningernes orientering og placering. Nyt byggeri skal tilpasses landsbyen i form og skala.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Billedet viser branddammen i Elbæk


 

Udpegninger i landsbyen

Udpegningerne er foretaget udelukkende for at give borgerne i landsbyen og evt. fremtidige bygherre, et overblik over potentielle fremtidsmuligheder. Det er altså ikke udtryk for, at kommunen kommer til at stå for evt. udvikling, byggerier eller indretning af fællesarealer. Udviklingen skal drives af private investorer, lokalråd, borgere eller fonde. Læs mere her, om hvad der kan søges støtte til i kommunen.

  • Landsbyafgrænsning
    Da der er tilstrækkelige udviklingsmuligheder indenfor den gældende afgrænsning, sker der ikke udvidelse af landsbyafgrænsning til byggemuligheder.

  • Udsigtskiler
    Der udpeges udsigtskiler i den nordlige del af landsbyen, hvor der er en uforstyrret indsigt til Gangsted kirke. Hertil er der væsentlige udsigtskiler ved den vestlige ankomst til landsbyen. Udpegningerne skal bidrage til at bevare den særlige forbindelse til den omkringliggende natur.

  • Rekreative områder
    Der er udpeget et rekreativt område centralt i landsbyen ved gadekæret/branddammen, samt et rekreativt område ved Elbæk Efterskole.

  • Byggemuligheder
    Der udpeges fem byggemuligheder i Elbæk, som alle ligger i forlængelse af den eksisterende struktur i landsbyen, og i direkte tilknytning til eksisterende vejnet. Udpegningerne vil potentielt kunne ændre ankomsten til Elbæk visuelt, da de sker som afrunding af landsbyen.

  • Omdannelsesmuligheder
    Der findes flere større gårde/bygninger i landsbyen, som potentielt kunne være egnede til omdannelse til flere boligenheder. Det ville give større incitament til at bevare og renovere en eksisterende bevaringsværdig bygningsmasse, hvis den f.eks. kunne indeholde flere lejemål, generationsboliger, mv.

Hvis du ønsker at udnytte en byggemulighed, eller indrette en eksisterende bygning til nyt formål, skal du først orientere dig om regler og muligheder i Dialogværktøjet – Landsbyerne udvikling og bevaring og derefter kontakte byggesagsafdelingen i Horsens Kommune, som kan bidrage med yderligere vejledning.