Mål for landskabskarakteren

Statisk kort

Målsætning

Landskabet tildeles en målsætning i forhold til landskabets karakter. Målsætningen tager afsæt i vurderingerne af landskabet og peger på de landskaber, hvor landskabets karakter bør beskyttes, vedligeholdes eller ændres, samt hvor landskabskarakterens tilstand bør forbedres.

Målsætningen fremgår af kortet og er begrundet nedenfor.

HOVEDKARAKTEREN

Målsætning: Beskyt landskabskarakteren

M.8.1 Hele den centrale del af dalen

I hele den centrale del af dalen er landskabet vurderet særligt karakteristisk og har derfor fået målsætningen beskyt.

Målsætningen betyder, at der kun bør ske ændringer i landskabet, der understøtter landskabets naturprægede landskabsmosaik og bevarer eller styrker landskabets visuelle karakter.

DELOMRÅDER

​Målsætning: Beskyt landskabskarakteren

M.8.2 Vorbjerg Høje

I delområdet Vorbjerg Høje vurderes landskabet at have en særlig landskabelig oplevelsesværdi, der især udspringer af de store koncentrationer af gravhøje, der ligger meget synligt i det højtliggende terræn, samt oplevelsen af Underup Kirke, der optræder som et betydeligt orienteringspunkt i landskabet. Landskabskarakteren har derfor fået målsætningen beskyt.

Målsætningen betyder, at der ikke bør ske ændringer i området, der svækker eller begrænser oplevelsen af disse elementer. Om muligt bør formidlingen af landskabets kulturhistoriske fortællinger og oplevelsen af dem styrkes.

M.8.3 Nørrestrand

Landskabet omkring Nørrestrand er et meget karakteristisk landskab, der på grund af sin karakter er vurderet at have landskabelig oplevelsesværdi. Landskabet her derfor fået målsætningen beskyt.

Målsætningen betyder, at der kun bør ske ændringer, der opretholder eller forstærker landskabets lysåbne karakter, hvor søer og enge i dalbunden er bærende landskabstræk, og den lysåbne karakter understreger landskabets terræn og giver en åben landskabskarakter præget af udsigter.

M.8.4 Vær kirkelandskab

Landskabet omkring Vær Kirke er meget karakteristisk og er på den baggrund vurderet at have en landskabelig oplevelsesværdi, der især knytter sig til landskabets terræn, skala og bebyggelsesstruktur. Landskabet har fået målsætningen beskyt.

Beskyttelsesmålsætningen betyder, at der kun bør ske ændringer i området, der i høj grad er tilpasset landskabets karakter og ikke bryder den stærke kulturhistoriske fortælling, der er afspejlet i landskabets strukturer.

Målsætning: Beskyt udsigter

M.8.5 Udsigter over dalen

Fra delområdet Vorbjerg Høje i den nordvestlige del af landskabsområdet samt fra delområderne Nørrestrand og Vær kirkelandskab i den sydøstlige del af landskabsområdet er landskabet vurderet at være præget af særlige udsigter, der giver landskabet en oplevelsesværdi. Udsigterne har fået målsætningen beskyt.

Målsætningen betyder, at der inden for disse områder ikke bør ske ændringer, der forringer udsigternes visuelle kvalitet eller begrænser udsigtsmulighederne.