Øvre kystlandskab

Øvre kystlandskab er opbygget af strandvolde og er præget af strandeng, lynghede, fyrrekrat og små søer. Derved adskiller området sig fra det øvrige landskabsområde.

Geologisk betingede landskabstræk

Landskabet på den nordlige del af Endelave er dannet af havets aflejringer af materiale gennem tiden og er under stadig udvikling. Det har dannet en serie af krumodder, der over en lang periode er bygget op uden på hinanden som strandvolde. Det har skabt et betydeligt landområde med et lavtliggende terræn med en ”riflet” overflade. Et ”rimmer-doppe-landskab”, der betegner parallelle, lave sandrygge, rimmer, der adskilles af svage lavninger, dopper. Det opleves særligt tydeligt i den nordligste, lysåbne del af området.

Denne landskabsdannelse betyder, at landskabet består af skiftevis saltvandssand (HS) og saltvandsgrus (HG) med rullesten, og at landskabet flere steder er præget af småsøer mellem strandvoldene.

Kulturbetingede Karaktertræk

Landskabet er helt fri for bebyggelse og tekniske anlæg, hvilket giver det en udpræget karakter af naturpræget kystlandskab.

De kystnære arealer er præget af lynghede og strandeng, mens den centrale del af området længere fra kysten er præget af klitplantage.

Rumlige og visuelle landskabstræk

Landskabet har alle steder en enkel karakter og en stor skala.

De store lyngheder og strandenge har en helt åben karakter, og de vide udsigter over landskabet og havet er et helt centralt karaktertræk.

Klitplantagen rejser sig midt i området og begrænser udsigterne på tværs af øen.

Landskabet er fri for visuel påvirkning fra byggeri eller tekniske anlæg.