Bakkelandskabet er mod syd afgrænset mod Horsens Fjord. Vorsø, Vorsø Kalv og Langøerne er delvist oversvømmede bakker, som er en del af kystlandskabet. Kysten er generelt præget af kort afstand til modstående kyster, især kysten på øerne men også kysten på tværs af fjorden.
Kystens geologi
Landskabsområdet er mod syd afgrænset af Horsens Fjord, der er en oversvømmet dal. Den blev dannet med afsæt i forskydninger i jordskorpen tilbage i tertiærtiden for ca. 65-2 millioner år siden og blev i sidste istid uddybet af den gletsjertunge fra den Østjyske Is, der strakte sig gennem Horsens Fjord mod vest.
I stenalderen var havstanden højere end i dag, men siden stenalderen er havstanden atter faldet, og landet er hævet. I dag er det derfor kun Horsens Fjord, der er vandfyldt, og fjorden er generelt kendetegnet ved lav vandstand. Langs kysten samt ved Tangmade og Sognemade er en del af den tidligere havbund/fjordbund hævet over vandspejlet og fremstår i landskabet som lavbundsflader.
Fjorden er et meget beskyttet farvand, hvor bølgepåvirkningen af kysten er lille. Derfor er kysten tegnet af en smal strand med kystvegetation. Kysten er de fleste steder præget af sammenhængen med øerne Vorsø, Vorsø Kalv og Langøerne. Øerne er delvist oversvømmede bakker, som er en del af det kystnære landskab. Sammenhængen og den bugtede kystlinje nord og vest for øerne skaber et særligt kystlandskab.
Det kystorienterede landskab
Det kystorienterede landskab er på kortet afgrænset som kystforland. Det er den del af landskabet, der på grund af terrænet er orienteret mod kysten og indgår i oplevelsen af kystlandskabet. Inden for kystforlandet er landskabet ofte præget af vide udsigter over Horsens Fjord, hvor modstående kyster på øerne eller syd for fjorden danner baggrund i udsigterne.
Relationen til kysten opleves især fra det høje terræn nær kystforlandets afgrænsning og fra Bjergene, samt fra det kystnære landskab. Fra kysten er afstanden til modstående kyster kort, idet afstanden til øerne er ca. 0,5-2 km, mens afstanden til modstående fjordkyst ved Boller er 3-5 km. Landskabet på de modstående kyster indgår derfor i det samlede indtryk af landskabet nær fjorden.
Det helt kystnære landskab er især præget af dyrkede marker omkring små gårde samt strandeng langs kysten. På Vorsø og langs den sydvestlige kyst er området domineret af skov, der skaber en form for rumlig afgrænsning mod det øvrige fjordlandskab i Horsens Fjord.