Reparationscafé og upcyclingkurser

Mange af de ting, der til hverdag smides ud, kan sagtens bruges igen, hvis man ellers er kreativ nok til at se det. I dag ender mange ting i skraldespanden, fordi de er gået i stykker. Med en simpel reparation kunne man måske forlænge tingenes levetid. Ved at reparere ting fremfor at smide dem ud, forlænger vi deres levetid. Det giver mindre affald, da vi ikke skal ud og købe nye ting i samme grad. 

Reparationscaféen er tænkt som et sted, hvor frivillige med forskellige evner og håndværk kan hjælpe med at reparere ting, tøj, møbler, elektronik og andet for de deltagere, der kommer og vil være med. Ideen er, at man kan komme ind fra gaden og få sat en ny lynlås i sin jakke eller få repareret sin kaffekværn.

Reparationscaféen kan samtidig bruges til at afholde kurser i, hvordan affald kan få nyt liv. Det kan for eksempel være, hvordan gamle kaffeposer kan forvandles til nye tasker. Eller der kan holdes kurser i, hvordan man syr lynlås i gamle bukser. På den måde formidles affaldssortering og -minimering på en hyggelig og afslappet måde. 

Vi har før afholdt kurser med stor succes. For at opnå volumen og reelle reduktioner af affaldsmængder kræver det en koordineret indsats, hvilket bl.a. kræver professionelle kommunikationskanaler – internet, sociale netværk, drift af platform/cafe eller lignende, planlægning og prioritering af hvilke arter af emner, der repareres i en given periode mv.