Gantrup

Landsbyen

Gantrup er lokaliseret i et topografisk markant bakkelandskab og er en klassisk slynget vejby. Bebyggelsen i Gantrup er opstået omkring et eksisterende vejforløb, hvorfor det er svært at lokalisere en forte/gadekær. Landskabets kuperede terræn, gør det muligt at opnå vitstragte udsigter ud over landskabet, som tilmed er udpeget som bevaringsværdigt og en del af et større sammenhængende uforstyrret landskab med særlige udsigter.

Den nordlige del af Gantrup adskilles fra den sydlige med en markant øst-vestgående dal/slugt. Dalen er særligt sårbar over for ændringer i terræn eller opførelse af ny bebyggelse, da den udgør en væsentlig grøn udsigtskile, som er helt særlig for Gantrup.

Ifølge kommunens landskabsanalyse ligger landsbyen i landskabskarakterområdet Skovprægede Gudenådal, som er en del af et større geologisk interesseområde (Det Midtjyske Søhøjland). Landskabet er kendetegnet ved den store og markante struktur Gudenådalen, der skærer sig gennem landskabet. Høje og kløftede dalsider indrammer en bred dalbund, med flere niveauer af terrasser, søer samt Gudenåen, der løber med store bugteslag.

Det anbefales i landskabsanalysen, at nyt byggeri ikke i sin arkitektur eller farve, fremstå meget synligt i landskabet eller på anden måde påvirker landskabets visuelle karakter eller oplevelsesværdi. Samtidig anbefales det, at omdannelse af landsbyerne kun bør ske med respekt for landsbyernes oprindelige struktur og karakter, der generelt er kendetegnet ved, at bebyggelsen ligger velintegreret i landskabets terræn og bevoksning.

Kortet viser landsbyens placering i kommunen. 

Billedet viser den slyngede og bakkede vejstruktur i Gantrup.

Demografi og udviklingspotentiale

Gantrup er en landsby med 28 boligenheder og et indbyggertal på 60. Den nærmeste lokalcenterby med indkøbsmuligheder, skole og andre offentlige services, er Østbirk som ligger ca. 5 km væk.

Gantrup er stort set stagneret i forrige planperiode (seneste 12 år). Det kan skyldes den nærliggende grusgraven og de gener den medfører. Det kan også skyldes en mere generel national tendens, til at flytter tættere på de private- og offentlige servicetilbud, som ofte findes i lokalcenterbyerne eller hovedbyerne.

Gantrup er ikke en landsby i planlovsmæssig forstand, da det forudsætter et indbyggertal på over 200. Der er ikke opført nye boliger i Gantrup de sidste 12 år, til trods for, at der findes muligheder indenfor landsbyafgrænsningen fra 2012.

Fakta

Navn Gantrup
Boligenheder 28
Befolkningstal 60
Befolkningsudvikling 2011-2022 -3%
Nærmest lokal-/centerby Østbirk
Afstand til servicefunktioner Ca. 5 km.

Data baserer sig på tal fra november 2022.


 

Billedet viser en landsbygade i Gantrup.

Billedet viser dalstrøg i Gantrup.

Planlægningsmæssige hensyn

Nedenfor ses konkrete udpegninger af national interesse, som er så væsentlige, at de ikke kan fraviges til fordel for byudvikling. De udpegede byggemuligheder er som udgangspunkt ikke påvirket, men der kan ske ændringer i forholdene og udpegningerne, som derfor senere kan få indflydelse på en evt. fremtidig landzone- og byggesagsbehandling.

  • Der findes flere udpegning af naturbeskyttelsesområder, både i og omkring landsbyen.
  • Der er flere udpegninger af økologiske forbindelser i tæt tilknytning til landsbyafgrænsningen.
  • Hele landsbyen er omkranset af udpegninger af potentiel naturbeskyttelse og potentiel økologiske forbindelser.
  • Der ligger et beskyttet fortidsminde udenfor landsbyafgrænsningen, der afkaster en beskyttelseslinje, som påvirker den nordlige del af landsbyen.
  • Gantrup ligger indenfor det nationale geologiske interesseområde: Vissing Kloster.
  • Næsten hele landsbyen er påvirke af støj fra nærliggende råstofgrav.
  • Landsbyens nordlige del er lokaliseret i område med særlige drikkevandsinteresser (OSD).

Kvaliteter

Kvaliteterne er udpeget i samarbejde med borgerne:

  • Naturskøn landsby, stort set uden gennemgående trafik
  • Karakteristisk landskab.
  • Der er stor opbakning fra borgerne til, at landsbyen skal forblive, som den er.
  • Tæt på Gudenåen og Den Genfundne Bro.
  • Forsamlingshus, bålhytte, shelter, udekøkken, mv.

 

Strategi og målsætning

Gantrup er i Tematillæg for landsbyerne, udpeget som en landsby, der skal tilpasses. Det betyder, at der ikke sker en udvidelse af landsbyafgrænsningen, men at der i stedet er fokus på at udnytte mulighederne indenfor den allerede eksisterende landsbyafgrænsning.

Landsbyer som skal tilpasses, er karakteriseret ved at udviklingspotentialet er udfordret, og at der på baggrund af udviklingen i sidste planperiode, ikke umiddelbart vurderes at ske en stigning i indbyggertallet, som kan retfærdiggøre, at landsbyen udvides yderligere. I Gantrup er udbuddet af byggemuligheder fortsat så stort, at det kan dække den forventede efterspørgsel i planperioden (12 år frem).

Den overordnede målsætning for Gantrup er at modvirke de negative effekter ved et stagnerende indbyggertal, og samtidig skal landsbyen tilpasses sin demografiske virkelighed.

For at understøtte målsætningen skal der, i stedet for udvidelse af landsbyen, være et større fokus på, at finde muligheder inden for eksisterende afgrænsning.

Se uddybende beskrivelse under retningslinje for Landsbyer og Landdistrikter.

Illustrationen viser den strategiske planlægning for landsbyen.


 

Sårbarhed

Gantrup er strukturelt sårbar over for ændringer, hvorfor det fortsat er vigtigt at bevare bygningernes orientering og placering. Nyt byggeri skal tilpasses landsbyen i form og skala.

I og omkring Gantrup er der væsentlige natur- og landskabsmæssige interesser og planmæssige hensyn, som påvirker fremtidige muligheder for udvikling og opførelse af nyt byggeri.

Der findes en nærliggende grusgrav, som påvirker landsbyen i form af støjgener.

 

 

 

 

 

 

Billedet viser en bolig med udsigt over det markante landskab i Gantrup.


 

Udpegninger i landsbyen

Udpegningerne er foretaget udelukkende for at give borgerne i landsbyen og evt. fremtidige bygherre, et overblik over potentielle fremtidsmuligheder. Det er altså ikke udtryk for, at kommunen kommer til at stå for evt. udvikling, byggerier eller indretning af fællesarealer. Udviklingen skal drives af private investorer, lokalråd, borgere eller fonde. Læs mere her, om hvad der kan søges støtte til i kommunen.

  • Landsbyafgrænsning
    Da der er tilstrækkelige udviklingsmuligheder indenfor den gældende afgrænsning, sker der ikke udvidelse af landsbyafgrænsning til byggemuligheder.

  • Udsigtskiler
    Der udpeges primært udsigtskiler i det øst-vestgående dalstrøg midt i landsbyen, der skal bidrage til at bevare den særlige forbindelse til den omkringliggende natur.

  • Rekreative områder
    Der er udpeget et rekreativt område omkring det eksisterende forsamlingshus for at sikre, at arealet også i fremtiden friholdes til fælles-/rekreative formål. Der kan ikke opføres bebyggelse, anlæg, lign. på den del af området, som ligger udenfor landsbyafgrænsningen.

  • Byggemuligheder
    Der udpeges tre byggemulighed i Gantrup, som er placeret som huludfyldning.

  • Omdannelsesmuligheder
    Der findes flere større gårde/bygninger i landsbyen, som potentielt kunne være egnede til omdannelse til flere boligenheder. Det ville give større incitament til at bevare og renovere en eksisterende bevaringsværdig bygningsmasse, hvis den f.eks. kunne indeholde flere lejemål, generationsboliger, mv.

Hvis du ønsker at udnytte en byggemulighed eller indrette en eksisterende bygning til nyt formål, skal du først orientere dig om regler og muligheder i Dialogværktøjet – Landsbyerne udvikling og bevaring og derefter kontakte byggesagsafdelingen i Horsens Kommune, som kan bidrage med yderligere vejledning.