Vi har i sidste halvår af 2018 lavet forsøg med affaldssortering i det offentlige rum. I forsøgene testede vi med de samme fire affaldstyper, som borgerne kender hjemme fra deres private husstande.
Vi har testet kvaliteten af affaldssortering på Søndergade og Teatertorvet i Horsens, hvor der blev opstillet affaldsbeholdere til de fire affaldstyper. Kvaliteten af affaldet er løbende gennemgået.
Borgerne har vist stor interesse og velvillighed for forsøgene, hvilket også ses i resultaterne ud fra den gode sortering af affaldet.
I forbindelse med renoveringen af Horsens gågade og inderhavnen etablerer vi skraldespande til sortering af affaldet.
Med vores gode erfaringer vil vi derfor fortsætte med at etablere affaldssortering i det offentlige rum ved at udskifte udvalgte skraldespande. På den måde vil borgerne møde affaldssortering, når de er derhjemme, børn i institutionerne, voksne på arbejde på kommunale institutioner, ved arrangementer og i det offentlige rum.