Forord

”Horsens Kommune er blevet grønnere. Det skyldes bl.a., at borgere og institutioner i kommunen over de sidste 4 år har ydet en stor indsats med at sortere affald. I fællesskab har vi løftet genanvendelsen af vores affald fra 18 pct. til 50 pct.
I år lancerer vi en ny Ressourceplan – både fordi vi skal, men også fordi vi vil. Regeringen og EU stiller krav til, at alle skal sortere mere. FN har med sine 17 Verdensmål også fokus på, at kloden ikke har uanede ressourcer, og at borgere, virksomheder og kommuner derfor skal sikre bæredygtig vækst og ansvarligt forbrug og produktion. Og her spiller vores affald en rigtig stor rolle.
Horsens Kommune var tidligt med, da genanvendelsen af affald skulle forbedres. Vi har høstet en masse gode erfaringer og har oplevet, at borgerne har taget opgaven til sig. Derfor præsenterer vi nu en endnu mere ambitiøs Ressourceplan, så vi fortsat kan ligge i front og leve op til vores forpligtelser.
Vores indsatser skal have effekt og gøre det nemt at sortere endnu mere hjemme hos borgerne og i vores institutioner. Det kan f.eks. være ved at indføre en henteordning for pap og på sigt f.eks. udvide med en ordning til tekstiler. Vores ambition er, at det skal være lige så nemt at sortere rigtigt som at gøre det forkert. Vi vil også gøre det nemmere for borgerne at komme af med deres gavepapir og juletræer ved at hente det hos dem.
Samtidig vil vi støtte borgere og virksomheder til i endnu højere grad at videregive ting og materialer, de ikke selv bruger, men som andre kan få glæde af. Det sparer på vores råstoffer og reducerer CO2-udledningen. Vi stiller os ikke tilfredse med at opfylde de krav, vi skal, men vil være en foregangskommune, som tager teten og tør løbe i front. Vi har tre klare målsætninger, som skal rykke os endnu mere på affaldsområdet:
- Genbrug mere
- Brænd mindre
- Tænk cirkulært
God læselyst!


- Borgmester Peter Sørensen