Storskrald

Horsens Kommune har både en hente- og en bringeordning til indsamling af storskrald.

Ved henteordningen bestiller borgerne afhentning ved hjælp af en selvbetjeningsløsningen på borger.dk eller Horsens Kommunes hjemmeside, hvorefter storskraldet hentes ved boligen. Henteordningen til storskrald kan kun benyttes af private husstande og den er gratis. Ordningen omfatter følgende fraktioner:

• Elektronik: fjernsyn, computere, lamper, støvsugere og elektriske køkkenredskaber

• Hårde hvidevarer: frysere, køleskabe, microovne og opvaskemaskiner

• Jern og metal: rengjorte dåser, gryder, motionscykler og tørrestativer

• Møbler: sofaer, skriveborde, hylder, klædeskabe (adskilt) og spiseborde

• Pap: rent tørt pap (bundtet)

• PVC (blød): badebassiner, luftmadrasser og haveslanger

• Tæpper og madrasser: gulvtæpper (højst 2 x 2 m rullet) og madrasser. Dette skal indpakkes i plastik

• Tøj og sko: rent tøj, sko og sengetøj pakket i klare sække

• Diverse: flamingo, keramik, porcelæn og persienner. Dette skal sorteres og pakkes i klare separate plastsække

Der indsamles storskrald en dag om ugen i hele kommunen.

Husholdningerne betaler kollektivt for driften af ordningerne som en del af husholdningsgebyret.

Storskraldsordningen betragtes som et supplement til genbrugspladsordningen. Det indsamlede affald registreres ikke særskilt, men sorteres på Horsens Genbrugsplads og er en del af de registrerede mængder her.

 

Samlet vurdering


Generelt vurderes indsamlingsordningen for storskrald at dække det nuværende og fremtidige behov frem mod 2024.