ÆNDRINGER KAN TILPASSES

Viden giver mulighed for at handle

Landskabsplanen giver en masse viden om kommunens landskab. En viden, der er væsentlig, for at vi kan forholde os til, hvilke konsekvenser ønskede ændringer vil få på landskabet.

Når vi har denne viden, kan vi træffe beslutning om, hvor og hvordan vi især prioriterer at værne om landskabets karakter og særlige kvaliteter, samt hvor og hvordan vi bedst placerer og tilpasser de ønskede ændringer, så landskabet påvirkes mindst muligt.

Det er en fælles interesse, at kommunen udvikler sig, og at landskabskvaliteterne både understøtter denne udvikling og bevares i fremtiden.

Når vi planlægger for ændringer i landskabet, skal vi betragte det som at indrette vores hjem.

Lige som vi vælger en ny sofa, der passer til stuens størrelse og andre møbler, skal vi også vælge de løsninger, hvor ændringerne passer til landskabet.

Og lige som vi placerer sofaen i forhold til de andre møbler, så møblerne i sammenhæng har et harmonisk udtryk, skal vi også placere eksempelvis bygninger, så de harmonerer med andre bygninger eller elementer i landskabet.

Og endelig sørger vi for at indrette vores stue, så møblerne ikke blokerer eller forringer de udsigter, vi har fra stuens vinduer. På samme måde skal vi sikre, at vores ændringer i landskabet ikke forringer særlige visuelle kvaliteter ved landskabet, herunder særlige udsigter.