Delområdet Vorbjerg Høje omfatter et markant bakkedrag, der adskiller Hansted Ådal og Gudenådalen. Dermed adskiller områdets terræn og karakter sig fra det øvrige landskabsområde.
Geologisk betingede landskabstræk
Inden for delområdet er terrænet komplekst. Den overordnede struktur er en bakkekam, der rejser sig med en orientering nord-syd og tydeligt adskiller Hansted Ådal og Gudenådalen. Det er en randmoræne, der blev dannet af den gletschertunge, der i istiden skred gennem Hansted Ådal. Den skubbede jordlagene op og foldede terrænet i en bakkekam langs med den Østjyske Israndslinje, der derved afspejles i landskabets terræn.
Vorbjerg Høje har også været dækket af dødis og en issø. Da isen smeltede, dannede det nogle steder terrænlavninger, der i dag rummer små søer, og andre steder strømmede vandet fra issøen ned i Gudenådalen og eroderede kløfter ned i terrænet. Derfor er terrænet i den nordlige del af området meget kløftet, mens terrænet i den sydlige del er småbakket med terrænlavninger/dødishuller.
Kulturbetingede landskabstræk
De kulturbetingede landskabstræk udspringer især af områdets to landsbyer samt deres udskiftning i slutningen af 1700-tallet. Det er afspejlet i dyrknings- og bebyggelsesstrukturen i området. Samtidig er det et væsentligt karaktertræk, at der frit i landskabet ligger store koncentrationer af gravhøje fra oldtiden. Gravhøjene er udtryk for, at området har været et attraktivt bosætningssted siden oldtiden.
Dyrkningsmønsteret er i dag især præget af middelstore, dyrkede marker, men i områderne med mange gravhøje eller omkring søerne findes afgræssede overdrev og enge.
Den nordlige del af området omkring Vorbjerg Bakker samt den sydlige del af området nord for Nim er præget af skov. I den centrale del af området er bevoksning begrænset til enkelte spredt bevoksede diger og anden meget spredt bevoksning.
Bebyggelsesstrukturen består hovedsagelig af de to små landsbyer Vorbjerg og kirkebyen Underup. Begge landsbyer er slyngede vejbyer, hvor huse og gårde ligger langs vejen. Særligt udtalt er det i Underup, der har en meget langstrakt struktur. Enkelte små gårde ligger i skovene, oprindeligt udstykket fra landsbyerne nord og syd for området.
Delområdet indeholder ingen tekniske anlæg.
Rumlige og visuelle landskabstræk
Landskabet har en let sammensat karakter, hvilket er udtrykt i det varierede terræns dyrkningsmønster med marker, enge, overdrev, søer og skove.
Skalaen i disse landskabselementer er overvejende lille til middel, lige som skalaen er det i de landskabsrum, som især terrænet afgrænser. Det definerer tilsammen landskabets generelt lille, stedvist middelstore skala.
Den lidt større skala opleves især fra den centrale del af området, hvor der fra det højtliggende terræn generelt er vide udsigter over de omgivende landskaber. Her har landskabet en meget åben karakter, og skalaen opleves derfor større. Vejene forløber generelt i landskabets naturlige terrænlavninger. Derfor opleves landskabet ofte mere lukket, når man færdes rundt i området. Landskabets skiftende rumlige karakter er karakteristisk for bakkelandskaber.
I hele den centrale del af området ligger terrænet mellem kote 90-110 og rejser sig dermed over de omgivende landskaber. Særligt fra områderne med gravhøjene er der vide udsigter over de omgivende landskaber, der mod øst rækker helt til Horsens.
Landskabet indeholder i sig selv ikke tekniske anlæg eller andre elementer, der medfører en visuel påvirkning af landskabet. De meget vidtrækkende visuelle sammenhænge med de omgivende landskaber betyder, at anlæg i disse landskaber indgår i landskabsbilledet og i nogen grad præger landskabsoplevelsen inden for delområdet. Påvirkningen vurderes dog af mindre betydning, da anlæggene står på stor afstand og ikke optræder visuelt dominerende.
