Landskabet omkring Vær Kirke er en del af den samlede dalstruktur i Hansted Ådal, men terrænet er kuperet og uden visuel relation til det øvrige dallandskab. Derved adskiller området sig som delområde.
Geologisk betingede landskabstræk
Delområdet omfatter den østligste del af Hansted Ådal, der geologisk set kan betragtes som dalens østlige dalside, der danner overgang til det mere højtliggende terræn og bakkedrag mod øst og sydøst, der er en del af Stensballe Bjerge.
Terrænet er kuperet og i høj grad præget af smeltevand, der i slutningen af istiden strømmede fra det omgivende terræn til Hansted Ådal og eroderede terrænet.
Centralt i området ligger Vær Sø, der er et dybt dødishul. Det blev dannet ved, at der i istiden lå en stor isblok i dalen, der er blevet omlejret af sedimenter, der blev ført med smeltevandet fra det omgivende terræn. Da isklumpen smeltede væk, efterlod den en dyb lavning i terrænet. Søen er i dag et betydeligt landskabselement i landskabets karakter.
Kulturbetingede landskabstræk
Landskabets kulturbetingede landskabstræk udspringer i høj grad af landskabets landbrugsmæssige udnyttelse, der tager afsæt i dels enestegården Vær Præstegård og landsbyen Meldrup. Delområdet går på tværs af ejerlavenes grænser og omfatter således kun de dele af de to ejerlav, der ligger i det kuperede terræn uden en tydelig orientering mod dalen.
Dyrkningsmønsteret er enkelt og præget af dyrkede marker og enkelte græsningsarealer, der knytter sig til landskabets lavbundsområder.
Bevoksningsstrukturen er ligeledes enkel. Den tegnes af små bevoksninger, der står i tilknytning til de få gårde, der ligger uden for Vær og Meldrup, samt bevoksning omkring Vær Sø og langs med Vær Bæk.
Bebyggelsesstrukturen har afsæt i enestegården Vær Præstegård og landsbyen Meldrup. I ejerlavet til Vær Præstegård har gårdene flyttet sig, men strukturen er fortsat enkel med Vær Præstegård beliggende ved Vær Kirke og tre gårde beliggende på Værholm, der er afgrænset som en del af landskabet omkring Nørrestrand. Meldrup har i høj grad samme struktur som efter udskiftningen i slutningen af 1700-tallet, hvor én gård flyttede ud, og er i bygningsmassen ikke præget af nyere byggeri. Uden for Vær og Meldrup ligger få gårde i den nordøstlige del af området. Samlet set fremstår bebyggelsesstrukturen enkelt og med en stærk kulturhistorisk formidlende karakter.
Den nordvestligste del af delområdet krydses af et højspændingstracé, men ellers er landskabet frit for tekniske anlæg.
Rumlige og visuelle landskabstræk
Terrænet er meget kuperet, hvilket i sig selv giver landskabt et meget varieret udtryk. Selv om de øvrige bærende landskabstræk har en enkel struktur, giver det samlet set landskabet en let sammensat karakter.
Kombinationen af det kuperede terræn og bevoksningen i området skaber et overvejende lukket landskab med en lille skala, hvor terræn og bevoksning lukker sig om små landskabsrum.
Både fra højdepunkter inde i delområdet og tæt på delområdets afgrænsning er der udsigter over de omgivende landskaber. De skaber en stor kontrast til oplevelsen af det lukkede landskab, der opleves andre steder i delområdet.
Landskabet inden for delområdet opleves generelt uden teknisk påvirkning. De steder, hvor der er udsigter over de omgivende landskaber, optræder anlæg i disse landskaber i landskabsbilledet. Påvirkningen vurderes kun at være en mindre påvirkning, der ikke eller kun har en lille betydning for landskabets og udsigternes visuelle kvalitet.