Landskabet er kendetegnet ved dyrkede marker, hegn og bevoksede diger samt spredt beliggende gårde, der tilsammen præger landskabets karakter. Landsbyer, hvoraf mange er kirkebyer, ligger tæt på de omgivende ådale.
Landskabskarakterens oprindelse
Landskabets kulturbetingede karaktertræk afspejles i dag i de strukturer, der blev tegnet i forbindelse med landboreformernes gennemførelse i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, hvor landsbyerne i og omkring dalen blev udskiftet. Landskabskarakterens oprindelse kan dermed føres tilbage til denne periode.
Dyrkningsstruktur
Dyrkningsstrukturen er i høj grad præget af dyrkede marker på dalsiden og på det hævede terræn i dalbunden, der markerer de geologiske terrassedannelser.
Markstrukturen på dalsiden er en del af de udskiftningsstrukturer, der også kendetegner de omgivende landbrugslandskaber og de fleste steder består af en delvis stjerne- og blokudskiftning. Mange hegn og diger er med tiden forsvundet, og det mønster, som de oprindeligt tegnede i landskabet, er kun i mindre grad erkendelig i dag. Derfor er markerne på dalsiderne kendetegnet ved en uensartet markstruktur, og de er kun få steder afgrænset af hegn eller bevoksede diger.
I dalbunden er markstrukturen mere ensartet med lange, smalle marker, der strækker sig mellem dalsiden og åen og er afgrænset af hegn eller anden bevoksning. I modsætning til dalsiderne er jordarten i dalbunden præget af sand. Strukturen af smalle markstriber og parallelle hegn er særligt karakteristisk for landbrugslandskaber på let jord.
Det laveste niveau i dalbunden er præget af eng og mose omkring Gudenåen. Gudenåen er kun synlig få steder i landskabet og derfor er det især bevoksningen, der præger landskabet, mens åen generelt ikke præger landskabsbilledet.
Bevoksningsstruktur
Bevoksningsstrukturen er især tegnet af hegn, mose og små skovbevoksninger.
På dalsiden tegner bevoksede diger et meget fragmenteret mønster, der udspringer af landsbyernes udskiftning, men på grund af den brudte struktur er de i dag kun en svag formidling af den kulturhistoriske fortælling.
I dalbunden danner hegn og diger en mere entydig og taktfast struktur af parallelle hegn, der indrammer de aflange markflader.
Især på det flade terræn i dalbunden er der i løbet af 1900-tallet blevet etableret små bevoksninger, der bryder strukturen af dyrkede marker. I sammenhæng med moserne i lavbundsområdet skaber de en ramme omkring Gudenåen. På dalsiden står små bevoksninger spredt men ofte i tilknytning til gårde.
Bebyggelsesstruktur
Bebyggelsesstrukturen tager afsæt i de små landsbyer, der ligger på den nordvestlige dalside i overgangen mellem dalen og det omgivende landbrugslandskab, samt udskiftningen af disse landsbyer.
I landsbyerne ligger bebyggelsen samlet omkring veje, der følger dalsidens ujævne terrænformer. Uden for landsbyerne ligger gårde spredt på dalsiden som udtryk for landsbyernes udskiftning. På den sydlige dalside ligger enestegården Bolund. I dalbunden er bebyggelsen begrænset til enkelte gårde, der ligger på fladen, samt Bredstenbro, der ligger i dalbunden centralt i området.
Generelt er dalen derved præget af spredt bebyggelse på dalsiden, mens dalbunden fremstår overvejende fri for bebyggelse.
Tekniske anlæg
Dallandskabet rummer kun få tekniske anlæg. Det eneste store anlæg er et højspændingstracé, der krydser dalen i den vestlige del af landskabsområdet. Ved Bredsten Bro ved Åstruplund ligger et rensningsanlæg omgivet af bevoksning.
