Gudenådalen er indrammet af høje dalsider med dybe kløfter. Dalbunden er præget af flere niveauer af terrasser, dødishuller, der ligger som perler på en snor, samt Gudenåen med store bugteslag.
Geologisk dannelse og terræn
Gudenådalen er en central del af Det Midtjyske Søhøjland og blev dannet i slutningen af sidste istid. I forbindelse med isens tilbagesmeltning fra Hovedopholdslinjen havde isen i en periode ophold ved en israndslinje øst for dalen, bl.a. omkring de store bakkedrag ved Tebstrup Skov og Yding Skov. De enorme mængder smeltevand fra isen dannede Gudenåsystemet, der ledte smeltevandet mod nord. Senere ledte ådalen også smeltevand fra den Østjyske Israndslinje, der havde ophold lige syd for dalen, bl.a. ved Nim.
Gudenådalen er alle steder kendetegnet af kløftede dalsider, fordi vand fra det omgivende, højtliggende terræn har eroderet kløfter i dalsiden. I dette landskabsområde er dalsiderne stejle og kløfterne ofte dybe. Det understreger dalens markante karakter.
I den skovprægede Gudenådal er det særligt karakteristisk, at dalens profil er tydeligt præget af terrasser i dalbund og langs dalens sider. Det giver dalen en meget kompleks geologisk struktur og afspejler samtidig forskellige stadier for afstrømning fra isen – både Nordøst-isens tilbagesmeltning fra Hovedopholdslinjen og senere tilbagesmeltning af den Ungbaltiske Is fra den Østjyske Israndslinje.
Eksempelvis løber Vilholtvej nord for Voervadsbro på en terrasse midt i Gudenådalen, der fremstår som et fladtoppet bakkedrag. I et lidt lavere niveau øst herfor bugter Gudenåen sig nedenfor de markante og meget karaktergivende dalsider. I den vestlige del af dalbunden præger et endnu lavere niveau i dalens bundprofil dalen med en perlerække af søer, der er dannet som dødishuller. Da isen smeltede, lå der blokke af is tilbage. På og omkring disse dødisklumper blev der afsat materiale ført med smeltevandet, og da isblokkene endelig smeltede, efterlod de ”huller” i landskabet. Deraf betegnelsen dødishuller.
Det lave terrasseniveau afspejler afsmeltningen fra den Østjyske Israndslinje og genfindes også i dalen mellem Salten Langsø og Mossø. Dalen omkring Salten Å er ligeledes præget af bred og ujævn dalbund med mange dødishuller.
I sin helhed er dalen inden for dette landskabsområde afgrænset af høje og markante dalsider og præget af en bred og ujævn dalbund. Det giver dalens terræn et komplekst udtryk.
Jordart
Terrasserne i dalbunden består overvejende af ferskvandssand (TS) og i mindre områder af ferskvandsgrus (TG), der er aflejret af smeltevand, mens lavbundsområderne omkring vandløb og søer overvejende består af ferskvandstørv (FT) dannet efter istiden, da vegetationen havde gjort sit indtog.
Ådalen er eroderet ned i et storbakket landskab, hvor den dominerende jordart er smeltevandssand (DS) og moræneler (ML), der derfor præger dalsiderne. Moræneler betegner usorterede sedimenter med et højt indhold af ler, der er aflejret af isen.
Hydrologiske forhold
Gudenåen og de mange små og store søer, der ligger som perler på en snor, udgør de mest karaktergivende vandelementer i området. Herudover er dalbunden præget af lavbund, der indrammer terrassernes let hævede terræn.
Omkring kommunegrænsen i den nordlige del af området er Salten Langsø og Mossø meget markante landskabselementer.
Især i den sydlige del af landskabsområdet er råstofgravning udbredt. Det har over tid efterladt råstofgrave, der efter endt indvinding er blevet til søer.
