Vurderingsparametre
- Intaktheden af de karaktergivende elementer og strukturer i forhold til landskabskarakterens oprindelse.
- Den vedligeholdelsesmæssige tilstand af de karaktergivende elementer og strukturer.
- Graden af visuel påvirkning.
Vurderingen af landskabets tilstand fremgår af kortet og er begrundet nedenfor.
HOVEDKARAKTEREN
God tilstand
T.2.1 Hovedparten af landskabsområdet
Intaktheden af de karaktergivende strukturer vurderes middel til god i hovedparten af dalen. Det er især afspejlet i fraværet af bebyggelse, de skovklædte dalsider og en overvejende ekstensiv karakter præget af græsning. Intaktheden er nogle steder svækket af afvanding og opdyrkning af de naturlige lavbundsområder, men disse steder er karakteren fortsat overvejende ekstensiv og påvirkningen vurderet mindre. Den væsentligste svækkelse af intaktheden vurderes at være de steder, hvor der er sket tilplantning på dalbunden, som det bl.a. ses i dalen nord for Stokbro. Det bryder bevoksningsstrukturen med skov på dalsiderne og slører dalbundens geologi.
Den vedligeholdelsesmæssige tilstand af de karaktergivende elementer og strukturer vurderes overvejende god.
Denne del af landskabet vurderes ikke påvirket af byggeri eller anlæg i eller omkring dalen.
Middel tilstand
T.2.2 Den centrale og sydøstlige del af landskabsområdet
Intaktheden af landskabets bærende karaktertræk vurderes overvejende god i disse dele af landskabsområdet. Det er afspejlet i en uændret dyrknings- og bebyggelsesstruktur.
Den vedligeholdelsesmæssige tilstand af de karaktergivende elementer og strukturer vurderes generelt middel, hvilket er afspejlet i tilstanden af bebyggelse, hegn og diger.
Landskabet er i nogen grad præget af de højspændingstracéer, der krydser dalen nordvest for Ring Sø, boligområdet, der grænser op til dalen nord for Ring Sø, samt den visuelle sammenhæng til det omgivende landskab.