Landskabskarakterens styrke

Statisk kort

Vurderingsparametre

  • Nøglekarakterens tilstedeværelse og tydelighed.
  • Tydeligheden af landskabskarakterens oprindelse.
  • Samspillet mellem naturgrundlaget og den kulturbetingede anvendelse.

Vurderingen af landskabets karakter fremgår af kortet og er begrundet nedenfor.

HOVEDKARAKTEREN

Særligt karakteristisk

K.16.1 Grumstrup udskiftningslandskab

Nord, syd og vest for Grumstrup vurderes landskabets karaktertræk særligt tydelige. Det er især afspejlet i landskabets velbevarede diger, der sammen med bebyggelsesstrukturen tegner en tydelig udskiftningsstruktur i landskabet. I tilknytning til marklandskabet ligger det store lavbundsområde i den nordlige del af området, der har et overvejende udtryk af græsningslandskab og vådområde.

Netop de tydelige udskiftningsstrukturer viser i sammenhæng med græsningslandskabet meget tydeligt landskabskarakterens kulturbetingede oprindelse, der er knyttet til landsbyernes udskiftning og landbrugsdrift.

Generelt vurderes der at være et fint samspil mellem naturgrundlaget og den kulturbetingede anvendelse af landskabet. Dog er samspillet i lavbundsområdet svækket de steder, hvor der er sket afvanding og opdyrkning.

Karakteristisk

K.16.2 Det øvrige landskab

I den øvrige del af landskabsområdet er de bærende landskabstræk fortsat tydelige. Det er afspejlet i det kløftede terræn og landsbyernes udskiftningsstrukturer, men strukturerne i landskabet fremstår mindre tydelige sammenlignet med landskabet omkring Grumstrup.

Landskabskarakterens oprindelse som udskiftningslandskab er erkendelig uden at være meget tydelig.

Variationen af dyrkede marker i det højtliggende terræn mellem kløfterne og en ekstensiv karakter af græsningslandskab i kløfterne vurderes at være et fint samspil mellem naturgrundlag og kulturbetinget anvendelse.

DELOMRÅDE

Kontrasterende

K.16.3 Ballebo

Ballebo adskiller sig fra det øvrige landskabsområde på grund af en bebyggelsesstruktur, hvor gårdene ligger jævnt fordelt i det lille ejerlav, samt en bevoksningsstruktur præget af små skove, der danner et bånd på tværs af området. Derfor er området vurderet kontrasterende.

Landskabskarakterens kulturbetingede oprindelse knytter sig til den landbrugsmæssige udnyttelse med afsæt i ejerlavets små gårde. Denne oprindelse er fortsat tydelig i landskabet.

Den landbrugsmæssige udnyttelse afspejler et fint samspil med naturgrundlaget. Den delvise afvanding af naturlige lavbundsområder i den østlige og sydøstlige del af området svækker i nogen grad samspillet.