Målsætning
Landskabet tildeles en målsætning i forhold til landskabets karakter. Målsætningen tager afsæt i vurderingerne af landskabet og peger på de landskaber, hvor landskabets karakter bør beskyttes, vedligeholdes eller ændres, samt hvor landskabskarakterens tilstand bør forbedres.
Målsætningen fremgår af kortet og er begrundet nedenfor.
HOVEDKARAKTEREN
Målsætning: Beskyt landskabskarakteren
M.1.1 Addit udskiftningslandskab
Landskabet omkring Addit er vurderet særligt karakteristisk, fordi landskabet særligt tydeligt afspejler landbrugslandskabets kulturhistoriske fortælling om landsbyernes udskiftning omkring år 1800. Landskabet er desuden vurderet i god tilstand. Med afsæt i disse vurderinger har landskabskarakteren fået målsætningen beskyt.
Målsætningen betyder, at der kun bør ske ændringer i området, der bevarer eller styrker landskabets kulturhistoriske fortælling om udskiftningen. Det betyder bl.a., at der bør værnes om landsbystrukturen i Addit, og at veje og bevoksede diger i landskabet omkring Addit bør bevares som en stjerne i landskabet med reference til landsbyens stjerneudskiftning.
Målsætning: Beskyt udsigter
M.1.2 Den østlige og nordvestlige del af området
Landskabet i den østlige og nordvestlige del af området er præget af særlige udsigter, der har fået en beskyttelsesmålsætning.
Målsætningen betyder, at der ikke bør ske ændringer i eller omkring disse områder, hvis ændringerne begrænser udsigtsmulighederne i området eller forringer udsigternes visuelle kvalitet. Særligt tilsigter målsætningen at beskytte udsigterne mod teknisk prægning, visuelt markant byggeri eller fysiske barrierer, der begrænser udsigterne.
Målsætning: Vedligehold landskabskarakter
M.1.3 Hovedparten af landskabsområdet
Med undtagelse af landskabet omkring Addit er landskabskarakteren i hele området vurderet karakteristisk og har derfor fået målsætningen vedligehold.
Målsætningen betyder, at ændringer i landskabet bør ske med et generelt hensyn til landskabets karaktertræk.
I den østlige og nordvestlige del af området gælder desuden målsætningen for beskyttede udsigter, M.1.2.