Landskabet er kendetegnet ved dyrkede marker, hegn og bevoksede diger samt spredt beliggende gårde, der tilsammen præger landskabets karakter. Landsbyer, hvoraf mange er kirkebyer, ligger tæt på de omgivende ådale.
Landskabskarakterens oprindelse
Landskabets kulturbetingede karaktertræk udspringer af den landbrugsmæssige udnyttelse af landskabet og den tilhørende bosætningsstruktur. Landsbyernes placering blev ofte lagt fast i overgangsperioden mellem vikingetiden og middelalderen, mens strukturen med gårde og husmandssteder uden for landsbyerne er en afspejling af udskiftningsreformerne fra slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet.
Dyrkningsstruktur
Dyrkningsstrukturen er domineret af middelstore marker, der alle steder præger landskabets karakter.
De ofte middelstore dyrkningsflader brydes af mange små terrænlavninger, dødishuller, der indeholder små søer eller moser. Tæt på de omgivende ådale er terrænet præget af smalle og ofte dybe kløfter, der ofte anvendes som græsningsarealer.
Bevoksningsstruktur
Landskabet er kendetegnet ved en spredt og varieret bevoksning, der bryder det intensivt dyrkede landskab og i nogen grad indrammer landskabet.
Markerne afgrænses delvist af hegn eller spredt bevoksede diger. Især i den nordlige og østlige del af området tegner de i sammenhæng med vejene et stjernemønster i landskabet, der refererer til landsbyernes udskiftning omkring år 1800. I den sydlige og vestlige del af området blev landsbyerne i højere grad blokudskiftet, og her optræder hegn og diger langt mere fragmenteret og ustruktureret.
Små og mellemstore bevoksninger findes spredt i området. Ofte står de i forbindelse med søer og moser i terrænlavninger eller i det skrånende terræn omkring små dalstrøg eller kløfter i landskabet. Men ofte ses bevoksninger også omkring eller i tilknytning til områdets gårde.
Bebyggelsesstruktur
Landsbyerne har en karakteristisk beliggenhed i overgangen mellem dyrkningslandskabet og ådalenes græsningslandskaber. Dette er en tydelig afspejling af bondekulturens ubetingede afhængighed af naturgrundlaget i den tid, hvor landsbyerne fik en blivende placering i landskabet. Det skete især i overgangsperioden mellem vikingetiden og middelalderen.
Det er således karakteristisk for dette område, at landsbyerne ligger i overgangen mellem det højtliggende og dyrkbare terræn inden for dette landskabsområde, og de større ådale med græsningsarealer, der omgiver eller opdeler landskabsområdet. De fleste landsbyer er kirkebyer.
Nogle af landsbyerne har i dag en betydeligt udviklet struktur sammenholdt med de historiske kort. Særligt udtalt er det for Brædstrup, der især er udviklet som stationsby og i dag er kommunens næststørste by, samt Sønder Vissing. Andre landsbyer som eksempelvis Tønning og Davding har i høj grad samme struktur som omkring udskiftningstiden.
Uden for landsbyerne ligger gårde og husmandssteder dels langs vejene og dels trukket tilbage på markerne. Bebyggelsen ligger generelt lavt i det småbakkede terræn, så selv om spredt bebyggelse generelt præger landskabets karakter, er bebyggelsen ikke dominerende.
Tekniske anlæg
Området rummer kun få tekniske anlæg i form af tre højspændingstracéer i middel skala. Tracéer fra nord, syd og vest krydser på tværs af området og samles ved en mindre transformerstation vest for Brædstrup.
