Særligt karakteristisk for dette landskab er det højtliggende terræn, der fremstår med bløde bakkestrøg, men også lokalt stejle skrænter. I områdets mange terrænlavninger er der små søer og moser.
Geologisk dannelse og terræn
Dette højtliggende landskab er en central del af Det midtjyske Søhøjland. Det imponerende terræn blev bygget op af istidens hovedfremstød for ca. 18.000 år siden, hvor Nordøst-isen havde sin maksimale udbredelse til Hovedopholdslinjen vest for kommunegrænsen. Med isen blev der ført enorme mængder materiale til området, der blev skubbet sammen omkring isranden og skabte det højtliggende terræn, der kendetegner Søhøjlandet.
Isens tilbagesmeltning fra Hovedopholdslinjen skete gradvist med en række opholdslinjer til følge. Et af isens ophold har præget dette landskabsområde med en isrand nær kommunegrænsen i den vestlige del af området. Isranden er svagt markeret i landskabet som en lille højderyg, eksempelvis ved Grædstrup, hvorfra terrænet falder svagt mod vest.
Det mest markante aftryk er områdets småbakkede terræn, der blev præget af dødis. Det er karakteristisk for landskaber, hvor der har været en isrand, og isen var stagneret og dels smeltede tilbage og rykkede frem. Derved brækkede stykker af gletscherisen, som lå tilbage som isklumper i landskabet. Sten, sand, grus og ler, som smeltede fri af isen, blev afsat på og mellem dødisklumperne. Da isklumperne endelig smeltede, efterlod de betydelige terrænlavninger, dødishuller, der i dag giver terrænet en småbakket karakter.
Mattrup Ådal og Bryrupdalen opdeler landskabsområdet med deres markante dalstrukturer, der strækker sig mellem Gudenådalen og det flade slettelandskab mod nordvest. Dalene er afgrænset som selvstændige landskabsområder. Terrænet omkring dalene er præget af mange små erosionskløfter, der har ført vand fra det højtliggende terræn til dalene. De bidrager i dag til landskabets småbakkede terræn.
I den vestlige del af området er terrænet mellem Bryrupdalen og Mattrup Ådal præget af retlinjede skrænter/sprækker, der menes at være udtryk for forskydninger i undergrunden. Sprækkerne giver lokalt landskabet et meget kuperet terræn.
Hydrologiske forhold
For dødisprægede landskaber er mange små afløbsløse søer og moser i terrænlavninger et karaktergivende landskabstræk.
Flere mindre erosionskløfter afvander med mindre vandløb det højtliggende terræn mod de omgivende ådale.
Jordart
Jordarten i området afspejler den geologiske dannelse og israndens midlertidige ophold i området. Vest for israndslinjen er jordarten overvejende smeltevandssand (DS) afsat af smeltevand. I det øvrige område er jordarten overvejende moræneler (ML), der er aflejret af isen og betegner usorterede sedimenter med et højt indhold af ler.
Landskabets dødispræg afspejles i mange små lokale variationer i jordarten knyttet til områdets mange dødishuller. Særligt udbredt er ferskvandstørv (FT) og ferskvandssand (FS).
