I 2018 blev der afleveret cirka 4.700 tons affald i småt brændbart på genbrugspladserne. Undersøgelser viser, at cirka 50 % af det affald, der afleveres i småt brændbart, kan genanvendes. Det potentiale skal udnyttes, så mere affald afleveres til genanvendelse.
Vi vil i planperioden sikre, at mere affald afleveres til genanvendelse i stedet for i containerne til brændbart og deponi.
Undersøgelser viser, at de fleste borgere får deres viden om affaldssortering gennem pladsmændene på genbrugspladserne. Pladsmændene er ifølge flere undersøgelser nøglen til god sortering. Derfor skal pladsmændenes arbejdsmetoder og deres dialog med borgerne styrkes, så borgerne motiveres til at sortere affaldet bedre.
Genbrugspladserne skal være placeret, så de ligger centralt og er nemme at komme til. Derfor vil vi flytte Vedslet Genbrugsplads, så den kommer til at ligge tættere på tæt beboede områder.