Metoden

Bevaringsværdige bygninger

De bevaringsværdige bygninger er bygninger, som i kraft af deres arkitektur, kulturhistorie og håndværksmæssige udførelse er eksempler inden for deres bygningstype. Udpegningen af ​​bevaringsværdige bygninger er kommunernes opgave. Der kan udpeges bevaringsværdige bygninger i kommuneplanen og i lokalplaner. 

Det fremgår af kapitel 5 i ”Bekendtgørelse af lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer” (Bygningsfredningsloven), at en bygning er bevaringsværdig, når den er optaget som bevaringsværdig i en kommuneplan eller omfattet af et forbud mod nedrivning i en lokalplan eller byplanvedtægt. En bygning, der er udpeget som bevaringsværdig i en lokalplan, må ikke nedrives, ombygges eller på anden måde ændres, uden Byrådet giver tilladelse hertil. En bygning, der er udpeget som bevaringsværdige i kommuneplanen, må i henhold til loven ikke nedrives, før nedrivningsanmeldelsen har været offentligt bekendtgjort og byrådet har meddelt ejeren, om der efter planlovens § 14 vil blive nedlagt forbud mod nedrivning. 

I særlige tilfælde kan Slots- og Kulturstyrelsen beslutte, at udpegningen i kommuneplanen skal have retsvirkning som en lokalplan efter planloven. Det betyder, at nedrivning, ombygning og andre ændringer af bygningen ikke må ske uden Horsens Kommunes tilladelse. 

Horsens Kommune har ansvaret for at sikre bevaringsværdierne i de bevaringsværdige bygninger. Kommunen står således for registreringen af ​​bygningernes bevaringsværdi og for udpegningen af ​​bevaringsværdige bygninger i kommuneplanen og i lokalplaner. Udpegningen af ​​bevaringsværdige bygninger i Horsens Kommune sker på grundlag af en SAVE-registrering, en metode til at kortlægge og registrere bevaringsværdier i byer og bygninger. SAVE-metoden bygger på fem forskellige parametre: 

  • Arkitektonisk værdi
  • Kulturhistorisk værdi
  • Miljømæssig værdi
  • Originalitet
  • Tilstand

Hvert af disse forhold vurderes på en skala fra 1-9 og sammenfattes til en samlet bevaringsværdi for bygningen:

  • 1-3 er høj bevaringsværdi
  • 4-6 er middel bevaringsværdi 
  • 7-9 er lav bevaringsværdi 

Bevaringsværdien bygger på det samlede indtryk af bygningens kvalitet og tilstand.

Bygninger med bevaringsværdi fra 1 til og med 4 i SAVE-registreringen er udpeget som bevaringsværdige bygninger.

Bygninger med bevaringsværdi 1-6 i byzone og i landsbyer med en bevarende lokalplan kan gennem ansøgning opnå rente- og afdragsfri lån til forbedringer. Det er Bygningsforbedringsfonden i Horsens kommune, der administrerer ordningen.

Den nuværende SAVE-registrering i Horsens Kommune blev fortrinsvis foretaget i begyndelsen af 1990’erne i det gamle Horsens kommune. Disse omfattede kun en andel af bygninger opført før 1940, en registrering af de bebyggede miljøer i byen og udvalgte steder på landet.
Der har siden været udført ad hoc registreringer i forbindelse med f.eks. nedrivningssager, lokalplaner og anden planlægning.

Da kommunegrænserne er ændret siden de primære registreringer i 1990’erne, findes der områder i Horsens Kommune, hvor der ikke er foretage registreringer på nuværende tidspunkt.

Billedet viser den bevaringsværdige bygning på Fyensgade 6 i Horsens. Bygning har en SAVE-værdi på 2, og derfor en høj bevaringsværdi.