I oplandet til Horsens og nogle af de øvrige byer med folkeskoler er de tidligere nævnte ruter suppleret med lokalruter og skolebuskørsel.
Ud over den tidligere nævnte lokalrute 112 er der i Horsens Kommune fire lokalruter, som er fuldt integreret i Midttrafiks rutenet. Det er Midttrafiks og Horsens Kommunes vurdering, at disse ruter alle har andre kunder end skoleelever og har en sammenhæng med andre ruter, eksempelvis rute 110 i Brædstrup og ruterne 501 og 518.
- 114 Horsens – Tørring, som Horsens Kommune driver sammen med Hedensted Kommune. Ca. 8 ture på hverdage. Kører ikke i weekender og helligdage.
- 501 Brædstrup – Østbirk. 2-3 ture på hverdage. Ingen kørsel weekend eller helligdage
518 Brædstrup - Træden – Nim. 3 afgange kun skoledage - 671 Horsens – Egebjerg – Lundum – Lund. Fungerer også som skolebus for Egebjergskolen. 5 afgange kun skoledage.
Der har i E-boks-undersøgelsen været ønsker om bedre forbindelser mellem Østbirk og Brædstrup. Midttrafik vurderer, at brugen af en udvidelse på rute 501 vil være meget begrænset på ture, hvor der ikke er skoleelever med.
Skolebusruterne fik på grund af skolereformen helt nye køreplaner efter sommerferien i 2014, og kørslen er i endnu højere grad end tidligere tilrettelagt efter skolernes ringetider. Både tidligere og fremover vil der derfor i altovervejende grad kun være skoleelever på disse ruter.
Skolekørsel (rabatruterne) planlægges fuldt ud af Horsens Kommune og kørslen aftales med vognmanden. Disse ruter har typisk én morgentur og to-tre eftermiddagsture. De er således ikke integrerede i Midttrafiks rutenet og kan eksempelvis ikke fremsøges på rejseplanen. Køreplanerne kan dog fremsøges på Midttrafiks hjemmeside og Horsens Kommunes hjemmeside.
Skolebusserne/Rabatruterne er tilpasset skolernes ringetider og kørselsberettigede elevers bopæl, men er åben for øvrige kunder. Grundet ruternes forløb og bindinger supplerer disse i meget lille grad lokal- og regionalruterne. Friskoler og private skoler indgår ikke i den primære planlægning af skolebuskørslen. Horsens Kommunes servicemål fremgår af bilag 2.
De nuværende skolebusser er udstyrede med billetteringsudstyr, og der er mulighed for at medtage evt. andre passagerer end skoleelever, således at skolebusserne kan bruges af andre borgere. De indgår således i den kollektive trafikbetjening af landområderne, men løser kun nogle helt marginale rejsebehov – eksempelvis for skolelærere og elever, der skal besøge skolekammerater efter skoletid.
Figur 2: Skoleruterne i Horsens Kommune pr. august 2015