Plastik uden spild – sådan hedder Regeringens plastikhandlingsplan fra december 2018. I den står der, at vi alle er på en fælles mission. Vi skal bruge plastik med omtanke og genanvende det igen.
Men plastik er ikke bare plastik, og det er en udfordring. Det kan være svært at finde nogle aftagere, som kan genanvende de mange forskellige typer plastik.
Som virkeligheden ser ud i dag, er det svært at få indsamlet plastikaffald i en kvalitet, der er høj nok til, at det kan blive til ny plastik. Det indsamlede plastik er en blanding af forskellige plastiktyper, som er tilsat forskellige tilsætningsstoffer og som ofte er ”forurenet” med madrester.
Der skal udvikles genanvendelsesteknologier, så mere plastik kan indsamles og afsættes til genanvendelse.
Gennem regionalt samarbejde vil vi undersøge, om der er nye muligheder for behandling og afsætning af plastikken.