Husstandsindsamling af 9 affaldstyper
Den 16. juni 2020 indgik et flertal af Folketingets partier den politiske aftale ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi.” I planen blev det vedtaget, at vi i hele Danmark skal sortere vores dagrenovation i 10 affaldstyper: Restaffald, madaffald, papir, pap, metal, plastik, mad- & drikkekartoner, glas, tekstiler og farligt affald.
Miljøstyrelsen har i dag lavet retningslinjer for, hvordan kommunerne skal indsamle 9 af de 10 affaldstyper.
I Miljøstyrelsens retningslinjer er det defineret, hvilke affaldstyper der må sammenblandes, med efterfølgens udsortering, og hvilke der ikke må. Fra 2025 må kommunerne ikke længere indsamle emballageaffald med den sortering, vi i dag har i Horsens Kommune: Glas, metal og hård plast, da det ikke længere tillades at blande glas og plast.
Vi vil i løbet af 2024 indføre sortering af dagrenovation i de 9 affaldstyper, der er lavet retningslinjer for. Da Miljøstyrelsen endnu ikke har udarbejdet retningslinjer for, hvorledes indsamlingen af tekstilaffald skal ske, er husstandsindsamling af tekstiler ikke medtaget i denne revision af Ressourceplanen.
For at minimere antallet af affaldsbeholdere hos den enkelte husstand vil udvalgte affaldstyper blive indsamlet sammen. Dette gælder for:
- Papir og pap
- Glas og metal
- Plast og mad- & drikkekartoner
Vi vil leve op til Miljøstyrelsens retningslinjer om udsortering i 9 affaldstyper ved at indføre affaldssortering i følgende affaldstyper:
- Restaffald
- Madaffald
- Plast og mad- & drikkekartoner
- Glas og metal
- Papir og pap
Indsamling vil ske i fem forskellige rum. Ved en-familiesejendom vil standardløsningen for indsamlingen i 5 rum ske via 3 beholdere. To 2-delte og en udelt beholder.
Ved etageboliger vil der blive tilført ekstra affaldsbeholder efter behov.
Endelig skal der ved private og offentlige nedgravede affaldsstationer ligeledes sorteres i 5 rum. Ved de offentlige nedgravede affaldsstationer, kan dette nogle steder ske ved at dele en nedgravet beholder i to rum og nogle steder ved at etablere en ekstra beholder.
Det nye affaldssystem vil medføre ekstraomkostninger til bl.a. indkøb og udkørsel af affaldsbeholdere (herunder nedgravede affaldsbeholdere), ekstra tømninger og øgede behandlingsudgifter.