”Den enes affald er den andens guld”. Sådan lyder en velkendt talemåde, der i stigende grad bliver mere og mere aktuel.
Det kan være svært for den enkelte at forstå, hvordan ens affald kan være noget værd, når det ligger helt beskidt
og sammenkrøllet nede i affaldsspanden. Men ens affald er en ressource, der kan og bør genanvendes, og siden 2015 har vi i Horsens Kommune flyttet os meget.
Vi kan dog blive endnu bedre, og det er vi også nødt til at blive, for der er ikke uanede ressourcer på jorden. Hvert år opbruger vi den mængde af ressourcer, som planeten kan gendanne på et år, hurtigere og hurtigere. Det vil sige, at hvis alle lande levede som os danskere, vil alle ressourcer for et helt år være brugt op i slutningen af marts*. Det er et kæmpe problem for os alle! Det er ikke for sjov, at FN har udpeget ’Ansvarligt forbrug og produktion’ som et af de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Også EU har forhøjet målene for genanvendelse af affald.
Herhjemme i Danmark anser Christiansborg også affaldshåndtering og -sortering som en del af løsningen på nogle af jordens klimaudfordringer. I september 2018 udsendte Regeringen "Strategi for cirkulær økonomi”, som er en strategi for at gøre væksten mere bæredygtig ved at designe produkter og bruge ressourcer og råvarer
så mange gange som muligt. Det er den vej, vinden blæser.
Men her i Horsens skal vi kunne mere end bare at følge med vinden. Vi vil være i front. For Byrådet i Horsens Kommune har besluttet, at vi skal være en frontløber-kommune inden for bæredygtighed. Det står i Byrådets arbejdsgrundlag for 2018-2021. Det kræver en ambitiøs ressourceplan, som er gennemsyret af cirkulær økonomi og højner kvaliteten i den nuværende indsats, men som samtidig tager hensyn til den enkelte borger ved at fokusere på kommunikation, dialog
og undervisning. Sådan en plan er den nye ressourceplan for Horsens Kommune.
GRO – Horsens Grønne Tænketank har været med til at udtænke de overordnede linjer og målsætninger for den nye ressourceplan. Planen er inddelt i otte temaer, som alle har til formål at reducere mængden af affald, øge direkte genbrug og genanvendelse og skabe en kommune, som er mere bæredygtig end den, vi havde i går.
God læselyst!