Mål for landskabskarakteren

Statisk kort

Målsætning

Landskabet tildeles en målsætning i forhold til landskabets karakter. Målsætningen tager afsæt i vurderingerne af landskabet og peger på de landskaber, hvor landskabets karakter bør beskyttes, vedligeholdes eller ændres, samt hvor landskabskarakterens tilstand bør forbedres.

Målsætningen fremgår af kortet og er begrundet nedenfor.

HOVEDKARAKTEREN

Målsætning: Beskyt landskabskarakteren

M.9.1 Kodalen ved Nim Mark

Dalen ved Nim Mark er vurderet at have en landskabelig oplevelsesværdi, der især knytter sig til dalens rumlige og visuelle karakter. Derfor har dallandskabet fået målet beskyt.

Beskyttelsesmålsætningen betyder, at der kun bør ske ændringer i og omkring dalen, der bevarer eller styrker landskabets oplevelsesværdi.

Målsætning: Vedligehold landskabskarakteren

M.9.2 Hele landskabsområdet med undtagelse af graveområdet

Landskabet er vurderet karakteristisk og uden særlige landskabelige oplevelsesværdier. Derfor har det fået målet vedligehold.

Målsætningen betyder, at der kan ske ændringer i området, når det sker med hensyn til landskabets bærende karaktertræk. I dette landskabsområde er udsigterne på tværs af landskabet et betydeligt karaktertræk, der bør værnes om.

Målsætning: Vedligehold og forbedr landskabskarakteren

M.9.3 Graveområdet

Omkring graveområdet er landskabskarakteren vurderet i dårlig tilstand på grund af den karaktermæssige og visuelle påvirkning, som råstofgravningen medfører. Graveaktiviteten er en midlertidig tilstand, og derfor er landskabet vurderet karakteristisk til trods for den fysiske påvirkning. Det betyder, at landskabet har fået en målsætning om at vedligeholde den landskabskarakter, som graveområdet indgår i, men der er også en målsætning om at forbedre landskabskarakterens tilstand.

Målsætningen betyder, at ved graveaktivitetens ophør bør landskabet efterbehandles til en landskabskarakter, der svarer til det omgivende landskab, og den tekniske påvirkning af landskabet bør fjernes eller begrænses mest muligt. Det er karakteristisk for landskabet, at de tidligere råstofgrave markerer istidens israndslinje i landskabet søer, der ligger som perler på en snor foran højderyggen i et overordnet V (når også graveområderne syd for kommunegrænsen tages i betragtning som en del af det samlede geologiske billede af israndslinjen/højderyggen).

Målsætning: Beskyt udsigt

M.9.5 Den sydlige del af området

Især fra den centrale del af af landskabsområdet er landskabet præget af udsigter, der især mod syd vurderes at have en særlig landskabelig oplevelsesværdi og være et væsentligt karaktertræk. Disse udsigter har fået målsætningen beskyt.

Målsætningen betyder, at der ved ændringer i området bør tages hensyn til ikke at begrænse eller svække særlige udsigtsmuligheder. Det er karakteristisk for dette område, at man ofte står højt i terræn og kigger ud over og ned på landskabet. Derfor er det en del af målsætningen, at der er særlig opmærksomhed på, at nyt byggeri eller anlæg ikke markerer sig i udsigterne på grund af placering, skala, karakter eller farve.

DELOMRÅDER

​Målsætning: Beskyt landskabskarakteren

M.9.4 Tamdrup Bisgård

Landskabet omkring Tamdrup Bisgård og Tamdrup Kirke er et særligt karakteristisk landskab, der vurderes at have landskabelig oplevelsesværdi. Landskabet har derfor fået målet beskyt.

Målsætningen betyder, at der kun bør ske ændringer i området, der bidrager til at bevare eller om muligt at styrke landskabets karakter og oplevelsesværdi.