Landskabet er kendetegnet ved et markant bakkedrag, der rejser sig gennem den centrale del af området. Mod nord er terrænet bakket og præget af erosionsdale. Mod syd er terrænet mere jævnt og skråner mod Horsens Fjord.
Geologisk dannelse og terræn
Landskabet i dette område er stærkt præget af den Ungbaltiske Is, der var istidens sidste isfremstød i dette område. Særligt for området er, at den Østjyske Israndslinje, der markerede isens maksimale udbredelse, er tydeligt afspejlet i landskabets terræn.
Da en gletschertunge fra den Ungbaltiske Is gled ind gennem Horsens Fjord, delte den sig i to. Den ene tunge gled mod sydvest mod Uldum, mens den anden tunge fulgte Hansted Ådal. Begge gletschertunger skubbede underlaget op foran sig i langstrakte bakker, randmoræner, langs med isranden. Det er i dag tydeligt afspejlet i et sammenhængende bakkedrag, der kan følges fra Uldum via Rask Mølle, Trebjerg og Nim til Vorbjerg Bakker, og som tegner den Østjyske Israndslinje i landskabet.
På ”bagkanten” af bakkerne er terrænet småbakket, men samtidig jævnt skrånende mod Bygholm Ådal, der markerer bunden af gletscherens erosionsdal. Foran bakkerne skråner terrænet mod vest mod Gudenådalen. Det blev her præget af smeltevand fra isranden, der eroderede smeltevandsdale i landskabet, der har givet landskabet en bakket karakter.
Det småbakkede terræn blev præget af dødis. Det er karakteristisk for landskaber bag ved en isrand, hvor isen stagnerede og skiftevis smeltede tilbage og rykkede frem. Derved brækkede stykker af gletscherisen, som lå tilbage som ”isklumper” i landskabet. Sten, sand, grus og ler, som smeltede fri af isen, blev afsat på og mellem dødisklumperne. Da de endelig smeltede helt væk, efterlod de terrænlavninger, dødishuller, der i dag giver terrænet en småbakket karakter.
Foran isranden strømmede smeltevand væk fra isen mod Gudenådalen, der ledte vandet mod nord. Mellem isranden og Gudenåen fandt vandet vej i terrænlavninger og samlede sig i større smeltevandsstrømme. Det kan i dag aflæses i fladbundede smeltevandsdale i landskabet. Mest markant er dalen omkring kommunegrænsen til Hedensted Kommune. Mellem denne dal og Nim er terrænet præget af mindre markante erosionsdale, der optræder som terrænlavninger og bidrager til et bakket terræn. Flere steder er dalene eller forkanten af randmorænen markeret af tidligere og aktive råstofgrave, der har modelleret terrænet.
Hydrologiske forhold
Landskabet er ikke naturligt præget af hydrologiske forhold. De søer, der findes i området er knyttet til aktive og tidligere råstofgraveområder. De betragtes ikke som bærende karaktertræk, men de har en formidlingsværdi i forhold til landskabets råstofressource og udnyttelsen af denne.
Jordart
Jordarten i området afspejler Østjyske Israndslinjes ophold i området. Bag ved linjen er jordarten domineret af moræneler (ML), der er en usorteret aflejring af sedimenter fra gletsjere med højt indhold af ler. Lokalt optræder små områder med morænesand (MS) og smeltevandssand (DS).
Israndslinjen har medført grove moræneaflejringer, henholdsvis morænesand (MS) og morænegrus (MG), og lige vest herfor ferskvandsand (TS), der er afsat af smeltevandet fra isen. Ferskvandssand dominerer også smeltevandsdalene mellem isranden og Gudenådalen.
Mellem smeltevandsdalene domineres jordarten af moræneler (ML) men også af flyvesand (ES), der optræder på de små bakkeøer.
