Landskabet er generelt præget af store rumlige og visuelle variationer på grund af det storbakkede terræn. Fra bakketoppe er landskabet præget af vide udsigter over Horsens Fjord, mens landskabet i bakkedale har en mere lukket karakter.
Skala og kompleksitet
Landskabet er generelt kendetegnet ved en lille til middel skala, der er defineret af bebyggelsens karakter samt størrelsen på de landskabsrum, som det storbakkede terræn og landskabets bevoksning afgrænser.
Landskabet fremstår med en sammensat karakter, der især er defineret af det varierede terræn, den spredte bevoksningsstruktur samt de mange små gårde, der ligger langs vejene.
Rumlig afgrænsning og udsigter
Landskabets rumlige karakter varierer meget på grund af det storbakkede terræn og den stedvise relation til kysten.
I den nordlige del af området, der ligger uden for det afgrænsede kystforland, er landskabets rumlige karakter defineret af det bakkede terræn, der her tegnes af parallelle bakkekamme, samt bevoksningen af små skove og bevoksninger. Det skaber nogle næsten lukkede landskabsrum, der begrænser udsigterne over det bakkede terræn.
Fra landskabet nordvest for Haldrup, nordøst for Søvind og Bjergene i den sydvestlige del af området er der fra bakketoppe vide udsigter over landskabet mod Horsens Fjord, hvor landskabet på modstående kyster danner baggrund i udsigterne. Samtidig har landskabet i bakkedale en langt mere lukket karakter, fordi terrænet rejser sig i høje bakkedrag.
De fleste steder er landskabet inden for det afgrænsede kystforland præget af vide udsigter over kystlandskabet. Undtagelsen er landskabet omkring Tyrrestrup, hvor landskabet godt nok er orienteret mod kysten, men hvor udsigterne er begrænset af landskabets bevoksning. Denne del af kystforlandet indgår dog i udsigterne fra modstående kyster og er dermed en del af kystlandskabet omkring Horsens Fjord.
Visuel påvirkning
Den visuelle påvirkning af landskabet er generelt lav.
I den nordligste del af området er der en tydelig relation til landskabet mod nord, hvor der står store og små højspændingsanlæg, og mod nordøst, hvor der står to vindmøller i Odder Kommune nær kommunegrænsen. Det medfører en visuel påvirkning af landskabet, der lokalt præget landskabet. Et mindre højspændingsanlæg på træmaster krydser den nordlige del af området, men det opleves kun lokalt, da det ofte skjules helt eller delvist af områdets bevoksning. Påvirkningen vurderes mindre.
I den centrale del af området er landskabet lokalt præget af byerne Haldrup og Søvind. Generelt ligger bebyggelsen lavt i det bakkede terræn og dermed visuelt afgrænset eller nedtonet set fra det omgivende landskab. Den største påvirkning opleves fra Haldrupvej øst for Søvind, hvor byranden til Søvind har en meget åben karakter og er præget af større byggeri. Påvirkningen fra byerne vurderes generelt lille eller ubetydelig.
Den sydlige og sydvestlige del af området opleves uden eller med kun ubetydelig visuel påvirkning fra anlæg og byggeri.