Landskabskarakterens styrke

Statisk kort

Vurderingsparametre

  • Nøglekarakterens tilstedeværelse og tydelighed.
  • Tydeligheden af landskabskarakterens oprindelse.
  • Samspillet mellem naturgrundlaget og den kulturbetingede anvendelse.

Vurderingen af landskabets karakter fremgår af kortet og er begrundet nedenfor.

HOVEDKARAKTEREN

Særligt karakteristisk

K.12.1 Hovedgårdslandskabet

I den nordlige del af landskabsområdet fremstår de bærende landskabstræk særligt tydeligt. Det gælder landskabets enkle karakter, der er domineret af store skove, marker og gårde samt husmandsudstykninger langs vejene.

Landskabskarakterens oprindelse som et hovedgårdsdomineret landskab med senere husmandsudstykninger er tydeligt afspejlet i landskabet.

Den kulturbetingede arealanvendelse domineret af skov og dyrkede marker afspejler et fint samspil med naturgrundlaget præget af dyrkningsegnet jord.

Karakteristisk

K.12.2 Landsbylandskabet

I den sydlige del af landskabsområdet fremstår de bærende landskabstræk fortsat tydelige. Skovene definerer også her den overordnede ramme, og landskabet har en enkel og overordnet stor skala.

Landskabskarakterens oprindelse med afsæt i landsbyernes oprindelse er i nogen grad svækket af, at veje, hegn og diger med tiden er blevet nedlagt og landskabets skala blevet større. Bebyggelsesstrukturen er dog overvejende intakt og en tydelig reference til udskiftningstiden.

Lige som i den nordlige del af området afspejler den landbrugsmæssige udnyttelse et fint samspil med naturgrundlaget. 

DELOMRÅDER

Kontrasterende

K.12.3 Klokkedal Ådal

Ådalens landskab adskiller sig fra det øvrige landskabsområde og er derfor kontrasterende. Den anderledes karakter er især begrundet i dalens mere markante profil med stejle dalsider.

Dalens skovdominerede karakter har sin oprindelse før 1700-tallet.

De stejle, skovbevoksede dalsider afspejler et fint samspil med naturgrundlaget, idet terrænet er utilgængeligt med maskiner og opdyrkning dermed besværlig.

K.12.4 Bjerrelide

Bjerrelide er et meget markant bakkedrag, der med sit terræn adskiller sig fra det øvrige landskabsområde. Derfor er området vurderet kontrasterende.

De øvrige landskabstræk adskiller sig ikke fra det øvrige landskabsområde og har lige som den sydlige del af landskabsområdet oprindelse i udskiftningen af landsbyerne. Denne oprindelse er fortsat tydelig i landskabet.

Landskabet er præget af landbrugsmæssig udnyttelse, der afspejler et fint samspil med naturgrundlaget præget af næringsrig lerjord. Det er udtrykt i marker, græsningsarealer og skov.