LANDBRUGSLANDSKABET

En grundlæggende landskabskarakter

Landbrugslandskabets karakter, som vi i dag ser i landskabsbilledet, har afsæt i vores landsbyer og kan siges at være vores mest oprindelige kulturbetingede landskabskarakter, som stadig i dag præger vores landskab.

Landbrugslandskabets grundlæggende strukturer består af landsbyer, spredt beliggende gårde og husmandssteder, marker, hegn og diger, skov og veje.

Det er vores kulturhistorie, der har været afgørende for, hvordan disse elementer og strukturer blev tegnet og stadig i dag tegner landbrugslandskabets karakter.

Landsbyernes placering i landskabet

De ældste landsbyer har rødder tilbage i jernalderen, hvor landsbyerne med jævne mellemrum flyttede placering for at opnå den bedst mulige udnyttelse af naturgrundlaget til markdrift.

I starten af middelalderen, omkring år 1100, afløste hjulploven arden, og markdriften blev betydeligt forbedret. Dermed var der ikke længere samme behov for at flytte landsbyerne, og man ser at mange landsbyers placering kan føres tilbage til netop starten af middelalderen.

Landsbyernes drift var afhængig af adgang til både dyrkbar jord og græsningsarealer med mulighed for bjergning af vinterfoder. Derfor er det karakteristisk, at mange landsbyer fra denne periode ligger i overgangen til en ådal eller et større lavbundsområde, der kunne opfylde det behov. Særligt tydeligt er denne placering afspejlet i landskabet omkring Brædstrup, hvor landsbyerne ligger i tilknytning til Gudenådalen, Bryrupdalen og Mattrupdalen, men den gør sig også gældende i andre dele af kommunen.

Frem til gennemførelsen af landboreformerne i slutningen af 1700-tallet var gårdene typisk placeret i landsbyerne og indgik i den fælles drift. De største landsbyer fandtes i den østlige, frugtbare del af kommunen og bestod af 10-20 gårde. I den vestlige del af kommunen lå de mindre landsbyer, der ofte havde en mere "løs" stuktur med færre gårde og større afstand mellem gårdene.

Kortet til højre viser, at landsbyerne i det højtliggende landbrugslandskab omkring Brædstrup ligger lige oven for dalsiderne til Gudenådalen.

Hovedgårde og enestegårde

Efter reformationen i midten af 1500-tallet var jordbesiddelserne i Horsens Kommune præget af hovedgårdene Mattrup, Boller, Urup, Tamdrup, Tyrrestrup og kronens besiddelser inden for Skanderborg vildtbane og rytterdistrikt (et geografisk område mellem Horsens og Viborg).

De største hovedgårde har historiske set været Boller og Bygholm. Generelt ligger hovedgårdene i den sydlige og vestlige del af kommunen, da Frederik 2. med etablering af sin vildtbane mageskiftede en stor del af jorden nord for Horsens.

I landskabet adskiller hovedgårdene sig fra det omgivende "bondelandskab" ved at have en større skala. Selve hovedgården har ofte en særlig storslået karakter, og ofte er markstrukturen præget af meget store markflader. I takt med at strukturudviklingen i landbrugserhvervet i nyere tid har medført en generelt større skala i landbrugslandskabet, bliver hovedgårdslandskaberne gradvist nedtonet. Derfor er det i dag især hovedgårdens bygninger, der markerer den i landskabet.

I de dele af kommunen, der var domineret af hede, var der langt mellem landsbyerne. Her lå en række enestegårde, som er gårde, der før landboreformerne lå uden for landsbyerne og ikke indgik i et dyrkningsfællesskab. I den østlige del af kommunen lå også enestegårde, men her har de hovedgårdslignende karakter.

Kortet til højre viser de enkle landskabsstrukturer omkring Serridslevgård, der tegner et hovedgårdslandskab med en enkel struktur af store markflader, allé og selve hovedgården.

Landsbyernes udskiftning

Indtil omkring år 1800 bestod bebyggelsesstrukturen uden for købstæderne af landsbyer, hovedgårde og enestegårde. Efter 1800 var bebyggelsesstrukturen blevet mere kompleks med mange udflyttede gårde, der nu lå rundt om i landskabet.

Den bebyggelsesstruktur, der i dag præger landskabet, kan i høj grad føres tilbage til landboreformernes gennemførelse med udskiftning af landsbyerne.

I Horsens Kommune blev landboreformerne de fleste steder gennemført i slutningen af 1700-tallet. Stensballe var dog et af de sidste steder i Danmark, hvor bønderne frikøbte deres gårde. Dette skete først i 1852.

Mange steder følger udskiftningen en stjernestruktur, hvor gårdene i høj grad blev liggende i landsbyen, og jorden omkring landsbyen blev fordelt mellem gårdene og afgrænset af hegn, diger og veje. Stadig i dag tegner disse strukturer flere steder en stjerne i landskabet, der stråler ud fra landsbyen. Eksempler på det er bl.a. Addit, Yding,  Elling og Grumstrup.

I udkanten af landsbyernes ejerlav lå ofte den dårligste jord. Her skete en gradvis udparcellering af jorden med oprettelse af mange husmandsbrug - "udmarkssamfund". Eksempler på det er Sudkær syd for Østbirk og Brokbjerg øst for Østbirk.

Kortet til højre viser, at udskiftningsstrukturerne omkring Grumstrup stadig i dag kan aflæses på kortet i strukturen af diger og veje, og disse strukturer opleves især i landskabet vest for byen.

Husmandsudstykninger

Udstykninger af husmandsbrug tog fart efter 1919, hvor lensafløsningen betød, at de sidste fæstegårde overgik til privat eje, og at hovedgårdejer måtte afstå betydelige arealer til udstykning. Derfor er det karakteristisk, at mange at de tidligere hovedgårdslandskaber i dag også rummer husmandsudstykninger i hele eller dele af hovedgårdens ejerlav.

Eksempler på denne type husmandsudstykninger er bl.a. Boller husmandskoloni, Sejet Nørremark husmadskoloni og Tyrrestrup husmandskoloni.

Kortet til højre viser husmandsudstykninger langs vejene ved Boller.

Det moderne landbrug

Landbrugserhvervet har i dag afsæt i de gårde og den markstruktur, der er resultat af den ovenfor beskrevet udvikling.

I nyere tid er der dog sket en betydelig udvikling og effektivisering i landbrugserhvervet, som mange steder har medført, at landbrugslandskabet gradvist får en større skala.

Hegn og diger bliver nedlagt, markerne bliver større, landbrugsbygningerne bliver, større og den samlede bygningsmasse på gårdene bliver større. Dermed optræder landbrugene som større enheder i landskabet.

Denne gradvise udvikling betyder, at det bliver svære at identificere de gamle udskiftningslandskaber, hovedgårdslandskaber og husmandsudstykninger i landskabets karakter. 

Kortet til højre viser, at landskabet syd for Nim i dag ikke er præget af tydelige strukturer. Det skyldes bl.a., at hegn og diger med tiden er blevet nedlagt.