Industri med lokal landskabsprægning
Et industrilandskab er et landskab, der er præget af en industriel udnyttelse af naturens ressourcer til andet end fødevareproduktion eller af en produktion, der slet ikke er bundet til det lokale naturgrundlag. Samtidig har en industrivirksomhed mindst seks ansatte.
Industrilandskaberne i Horsens Kommune knytter sig især til kommunens ådale, hvor vandkraften har spillet en afgørende rolle, og hvor man finder værdifulde råstofforekomster.
Uden for ådalene findes industrierne især i kommunens byer. Her præger de lokalt byens karakter men har ikke eller kun i mindre grad betydning for karakteren af det omgivende landskab.
VANDMØLLER OG RÅSTOFINDVINDING
Vandmøller
Indtil ca. 1840 var næsten alle kommunens industrivirksomheder knyttet til åernes vandkraft og var frem til 1700-tallet domineret af kornvandmøller. I løbet af 1700-tallet fik nye industriformer fodfæste, og især papirmøller og tekstilmøller supplerede kornvandmøllerne.
Rundt om i kommunen er flere af de gamle vandmøller bevaret som bygningsværker. I sammenhæng med møllesø, vandløb og ådal udgør de små kulturmiljøer, der lokalt i høj grad præger landskabets karakter.
FOTO AF KULTURMILJØ M. VANDMØLLE
Råstofindvinding
Især i den vestlige del af kommunen er der udpeget råstofgraveområder. Landskabets geologiske dannelse, og især smeltevandets sortering og aflejring af sedimenter i istiden, skaber gode betingelser for indvinding af især sand men også sten og grus.
De udpegede områder ligger i den nordlige og centrale del af Gudenådalen, højlandet syd for Grædstrup og i israndslandskabet syd for Nim. Det er alle landskabstyper, hvor is og smeltevand har præget jordarten samt sedimenternes lagdeling og tilgængelighed.
Alle steder er der i dag aktive graveområder inden for udpegningerne, der lokalt giver landskabet en teknisk præget karakter. Påvirkningen af landskabets karakter rækker sjældent ud over lokalområdet.
Nogle steder er der desuden spor efter tidligere graveområder, der står tilbage i landskabet som søer (vandfyldte råstofgrave).