Ny Horsens Kommune er dannet ved sammenlægning af Brædstrup, Gedved og Horsens kommuner. En del af Voerladegård sogn i Gedved Kommune er afstået til Ny Skanderborg Kommune.
Sogne
Brædstrup Kommune: Sønder-Vissing, del af Voerladegård, Tønning, Træden, Grædstrup, Ring, Føvling, Tyrsting, Underup og Nim. Gedved Kommune: Yding, Østbirk, Tolstrup, Kattrup, Ørridslev, Gangsted og Søvind.
Horsens Kommune: Tamdrup, Lundum, Hansted, Nebel, Vær, Hatting, Torsted, Tyrsted, Uth og Endelave.
Landskabet
Kommunen afgrænses naturligt mod nord af Salten Langsø og Mossø. Grænsen fortsætter mod syd og øst ind i det højtliggende randmorænelandskab gennem Yding Skov, langs Elling Bæk og Tebstrup Sø, hvor den følger udkanten af Testrup Skov og tager et nordligt sving langs Hede Mølleå inden den går næsten stik syd og fanger Møllebæk på vejen ud i Horsens Fjord. I Fjorden findes øerne Vorsø, Vorsø Kalv og Langeøerne. Vorsø er naturreservat og rummer bl.a. landets næststørste skarvkoloni. Landskabet ud for øerne, mellem Søvind og Horsens Fjord, er ligeledes fredet. En times sejlads fra Horsens ligger øen Endelave i Kattegat. Øen er lav og flad med et marint forland i form af tilvoksede laguner og strandvoldsletter, med lidt skov, hede og strandenge. Fra Horsens Fjord fortsætter kommunegrænsen ind i den nordlige del af Bjerre-halvøen ved Sejet og går mod vest igennem Ustrup Skov, Bjerrelide, Dallerup Skov og Oens Skov, hvor den fanger Ølsted Å og løber nordpå til Bygholm Å. Herfra løber grænsen i nordlig retning, vest om Vrønding langs råstofgravene i smeltevandsdalen ved Nim, der møder Gudenåen. Fra Gudenåen går grænsen lidt opstrøms til Mattrup Å som følges hele vejen nordpå til Stigsholm Sø og Halle Sø. Derfra går kommunegrænsen nord om Løvet Skov, langs Nimdrup Bæk og Bryrup Langsø og videre øst via Vinding Mark, for til sidst at dreje mod nord mellem Løndal og Addit Skov tilbage til Salten Langsø.
Jordbunden i kommunen kan groft sagt deles i to typer med en grænse lige øst for Gudenåen: De østlige lerede morænejorder er afsat af den ungbaltiske is, og de vestlige, mere sandmuldede jorder, som befinder sig i det urolige israndsstrøg mellem den ungbaltiske is og nordøstisens hovedopholdslinje. Relieffet har markant dødispræg omkring Østbirk og nord for Brædstrup. Jorderne er generelt højtliggende og bakkede med flere udsigtspunkter, fx Sukkertoppen (108 m) i Højlund Skov, Purhøj (120 m) ved Bjerrelide, Møgelbjerg i Addit Skov (137 m) og naturligvis Yding Skovhøj (173 m), men der findes adskillige andre lokale højdepunkter over 100 meter.
Kommunen er skovrig. De fleste er fredskove, som allerede blev inddiget efter forordningen i 1805. Skovrigdommen er størst i den vestlige del (tidl. Brædstrup kommune), hvilket hænger sammen med forekomsten af mange svært opdyrkelige bakker og skrænter fx Addit Skov, Højlund Skov, Dørup Skov og Yding Skov. Desuden har den kongelige vildtbane og Skanderborg rytterdistrikt og de enkelte hovedgårdene haft en konserverende betydning for skovene omkring Mattrup Skov, Våbensholm Skov og Boller Skov. Der findes kun få egentlige, større plantager, fx Hedelund Plantage og plantagerne syd for Salten Langsø.
Store isafsmeltninger har dan- net mange skarpt nedskårne ådale (smeltevandsdale og tunneldale). Gudenåen løber igennem området i nord-sydlig retning. Åens omgivelser er præget af enge, moser og kær. Nord for Vestbirk danner Gudenåen og Dødeå et parallelt løb. Herimellem findes sandede og højtliggende terrasser, der har givet muligheder for udvinding af grus. Ved Birknæs og Fyel Mose findes derfor store områder med henholdsvis nedlagte og igangværende grusgrave. De nedlagte danner bl.a. grundlag for put and take” søer. I forbindelse med Gudenåen findes yderligere de kunstigt skabte søer, Vestbirk og Naldal. De dannedes 1922-24, sammen med Bredvad Sø, gennem et stort anlægsarbejde i forbindelse med opførelse af Vestbirk Vandkraftværk. Tre åer har deres udløb i Horsens Fjord. Store Hansted Å kommer fra nordvest. En stor del af vejen er den omgivet af kær og moser, hvor der fra Nim Skov over Vinten er gravet en lang række grøfter til afvanding af engene. Bygholm Å løber gennem Bygholm Sø og Horsens ud til Fjorden. Klokkedal Bæk fra syd løber gennem den dybe, skovbevoksede Klokkedal, der er kendt for sin naturskønhed. Langs Tolstrup Å fra nordøst er der ligeledes eng- og mosestrækninger.
Bebyggelse og infrastruktur
Kommunen er endnu rig på for- tidsminder. De vigtigste lokaliteter findes ved Gudenåen, Hansted Å, Bygholm og Nørrestrand, hvor mange bopladser/affaldsdynger vidner om egnens tiltrækning på stenalderjægeren. Store koncentrationer af gravhøje, fx ved Vorbjerg/Underup og Hansted Skov vidner om, at aktiviteten fortsatte igennem bronze- og jernalder. I Addit Skov findes endvidere rester af jernalderagre (digevoldinger). Vand- og skovressourcer fortsatte deres tiltrækning gennem middel- alderen. Ved udnyttelsen af åens vand til drivkraft opstod en række vandmøller, hvis historie er karakteristisk for egnen og for Vejle Amt i sin helhed. Vissing Kloster var antageligt blandt de første, der ud- nyttede vandkraften i Gudenåen. I middelalderen og frem til 1700-tallet fungerede møllerne primært som kornmøller. Flere af dem fik også stampeværk, hvor uldklædet kunne filtes og gøres tæt. Mølleren var en person med høj status, idet mange drev en flersidig virksomhed, og hvervet gerne var økonomisk indbringende. Fx. kunne der i 1800-tallet også være bryggeri og/eller bageri i forbindelse med møllen. Til møllen hørte ofte en gård og et landbrug. Omkring 1900 mistede kornmøllerne deres eksistensgrundlag. Mange gårde fik eldrevne småkværne eller industrimøller drevet af dampkraft, som overtog kornmalingen. Flere møller fik installeret turbine, så vandkraften kunne udnyttes til fremstilling af elektricitet, som dækkede det lokale behov.
Et større kraftværk, Vestbirk Kraftværk, anlagdes mellem Gammelstrup og Vestbirk på samme sted som Vestbirk Garn- og Trikotage- fabrik havde virket fra 1848-1920. Gudenåens løb blev opstemmet med en svær dæmning med sluser. Som vandreservoir skabtes de kunstige søer, Bredvad Sø, Naldal Sø og Vestbirk Sø. Vandet ledes fra søerne gennem en gravet kanal til kraftstationen. Efter omfattende jord- og vandarbejder, hvor 120 arbejdsmænd var i gang, blev værket 1924 sat i drift.
Flere møller har drevet savværker og brugt træmasse til pap- og papirfremstilling, fx Viltholt Mølle. Omkring 1900 etableredes tre større virksomheder ved opkøb af skov- og jordlodder, Løndal i Addit-Løndal skove, Addithus i Ad- dit Skov og Vissinggård syd for Højlund Skov og ved Nørreskov. De baserede driften på skovbrug og for Vissinggårds vedkommende også på landbrug. Alle steder opførtes moderne statelige hovedbygninger, tegnet af tidens førende arkitekter.
Efter reformationen var jordbesiddelserne præget af hovedgårdene Mattrup, Boller, Urup, Tamdrup og Tyrrestrup samt kronens besiddelser indenfor Skanderborg vildt- bane og rytterdistrikt (ca. 1575- 1767). Langs kommunens veje kan man endnu opleve de vildtbanepæle i granit, der markerede kongens jagtrevir. Ved ryttergodsets salg til selveje, fik lodderne gennemgående en mindre størrelse end i Koldinghus Rytterdistrikt. Mellemstore og mindre gårde er derfor almindelige i kulturlandskabet. I kommunen findes efterhånden kun få velbevarede landsbyer, der næsten er friholdt for nyere bebyggelsesudvikling og vejanlæg, fx Over og Neder Ustrup, Elling, Aggestrup, Meldrup og Blirup. Andre steder er det kun fragmenter af fælleskabstidens landbrug, der er tilbage, som for eksempel den brede hegnede fægyde mellem Yding og Yding Skov (Yding Forte). Da landsbyerne blev udskiftet i slutningen af 1700-tallet skete det ofte med stjerneformen som skabelon. Udskiftningsformerne kan endnu aflæses omkring landsbyerne ved at følge veje, levende hegn og diger.
Efter udskiftningen skete en betydelig udparcellering af lodder. Mange småbrug blev etableret på de dårlige jorder i udkanten af ejerlavene. Sudkær og Brokbjerg er eksempler på disse nye ”udmarkssamfund”. I den anden ende af den økonomiske skala finder man proprietærgårdene som ved jordkøb og arrondering i gennem 1800-tallet skabte store brugsen- heder (over 12 tønder hartkorn),
Baggårdsindustri
ofte med herskabelige stuehuse, store avlsbygninger og et vældigt folkehold. En af kommunens mest helstøbte proprietærgårde er Ørskovgård vest for Gedved. Andre markante kulturmiljøer fra nyere tid er husmandskolonier, specielt brug udstykket efter 1919- loven. Ved udstykningen af Tyrrestrup hovedgård i 1937-38 skabtes 26 husmandsbrug i ejerlavet, som endnu har bevaret et ensartet præg med stuehus, stald og hønsehus i røde mursten og halvvalmede gav- le. En anden noget mindre opsigtsvækkende koloni er Præstemarken oprettet ved udstykning af Østbirk Præstegårds jorder.
Kommunens bycenter er købstaden Horsens, hvor den ældste by- kerne endnu rummer krogede gadeforløb og bindingsværksbygninger. Horsens er vokset betydeligt, især i 1900-tallet, og er ved forstadsbebyggelse efterhånden groet sammen med de omgivende landsogne Stensballe, Hatting, Torsted og Tyrsted. Den næststørste by er Brædstrup, der kan betegnes som en fuldvoksen stationsby med mange af købstadens funktioner, bl.a. hospital. Af andre større stationsbyer kan nævnes Østbirk og Hovedgård. Gedved er udviklet omkring seminaret, men har aldrig haft station. Herudover findes en række mindre stationsbyer, lige fra den mellemstore Søvind, til miniaturen Slagballe, der er en af de eneste nye byer, som blev an- lagt på bar mark. Hovedparten af de andre stationer blev anlagt i umiddelbar nærhed til eksisteren- de landsbyer.
Færgefarten, der tidligere sørgede for en del af den lokale trafik, går stadig regelmæssig til Endelave via Snaptun. DFDS færgefart mellem Horsens og København lukkede i 1970erne. Den østjyske længdebane anlagdes i 1868. Fra Horsens udgik en række privatbaner, som alle er nedlagt: Horsens-Bryrup 1899-1968, forlænget til Silkeborg 1929, Horsens-Tørring-Thyregod-Ejstrupholm 1891-1962, Horsens-Odder 1904-1967 og Horsens-Juelsminde 1884-1957. Landevejen Vejle-Horsens anlagdes 1821-1839 og strækningen Horsens-Skanderborg blev færdig to år senere. Motorvej E3 skærer kommunen i nord-sydlig retning og følger den østjyske landevej.
I øvrigt henvises til ”Kommuneatlas Horsens“, udgivet af Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen 1991.
Det egnstypiske
Landskabet er højtliggende, bakket og skovrigt med mange vandløb og ådalsenge. Kysten er mild og rolig med bløde skråninger mod fjorden. Jorderne varierer fra gode lerjorder i øst til mere sandmuldede mod vest. Det rige ressourcegrundlag har tiltrukket mennesket lige fra jægersten- alder. Udnyttelsen af vandkraft har især langs Gudenåen antaget mange former. Den kongelige vildtbane, markeret med vildtbanepæle, og Skanderborg Rytterdistrikt har både haft indflydelse på bebyggelsesbilledet og skovrigdommen. Skovrigdommen afspejles også i savværksindustrien. Landsbyerne er små og mellemstore, tilpasset den kuperede kulturflade med mange naturlige grænser. En mangfoldighed af stationsbyer er opvokset omkring privatjernbanerne, der udgik fra Horsens. Bøndernes lange tradition for at være selvstændige er sandsynligvis årsag til koncentrationen af åndelige bevægelser i sidste halvdel af forrige århundrede. Kommunen rummer tre skolebyer, præget af den grundtvigianske retning: Vestbirk, Elbæk og Gedved. I den sidste var der gennem mange år lærerseminarium, der nu er ændret til socialpædagogisk seminarium.
Kulturmiljøer i byerne - udpeget i forbindelse med Kommuneplan 2009
Horsens by har gamle aner. Allerede i vikingetiden slog handelsfolk sig ned på Hestenes Næs (Horsnæs), den sydvendte skråning ned mod Horsens Fjord, lige der hvor Bygholm å dannede en naturlig åhavn. Kristendommens komme resulterede i handelsbyens første kirker og klostre, og snart fik byen beskyttelse af kongemagten, der støttede den lokale handel med særlige privilegier. Vest for byen rejstes en borg, der blev slået kongelig mønt og byens gader blev udlagt i et reguleret system, som den dag i dag udgør grundstrukturen i den indre bys gadenet.
Middelalderens kirker – Vor Frelser kirke på Torvet og Klosterkirken i Borgergade - er de ældst bevarede kulturmiljøer i købstaden, og deres nærmeste omgivelser kræver særlig omsorg i respekt for de gamle gudshuse. Gadenavnene vidner om byens oprindelige struktur – Graven ligger der, hvor byen i middelalderen mod vest havde sin vold og grav og Kattesund vidner om en tid, hvor et højt hegn eller en palisade på nordsiden beskyttede byens indbyggere mod fremmedes indtrængen. Byportene er ikke bevarede, men hospitalsbygningen fra 1560’erne ligger stadig i Hospitalsgade; på dette sted, som lå langt udenfor den middelalderlige bebyggelse, havde der i generationerne forud været en Skt. Jørgens gård for de spedalske – de var ikke velkomne inde i selve byen.
Bag Søndergades strøgbutikker er endnu bevaret ældgamle bindingsværksbaghuse, der alle har rødder i årtierne efter den store bybrand i midten af 1500-årene. De smalle, dybe matrikler, hvor gavlhusene endnu står vinkelret ud mod gadens forhuse, vidner om byens senmiddelalderlige bebyggelsesstruktur, og netop dette er et af bymidtens vigtigste kulturmiljøer. Ingen andre af de midtjyske købstæder har denne struktur så godt bevaret, og de gamle bindingsværkshuse er derfor nu blevet beskyttet af en bevarende lokalplan. Samme gadestrøg blev fra midten af1700-årene prydet med en række smukke forhuse i barok eller klassisistisk stil, og Søndergade i Horsens er berømt for sine usædvanligt velbevarede købmandsgårde samt Lichtenbergs bypalæ og Helms Apotek.
Med industrialiseringen i midten af 1800-årene sprængte befolkningstilvæksten alle rammer for den hidtidige bebyggelse, og et nyt kvarter med arbejderboliger og fabrikker skød op omkring Vestergade. Denne bebyggelse har også bevaret en stor del af det oprindelige præg, hvor håndværksmestre lod småejendomme med 4-6 lejligheder opføre for de tilvandrende landbofamilier, der nu skulle tjene til livets ophold på købstadens nyanlagte fabrikker. Byggeforeninger og særlige boligselskaber med småhaver spirede frem i Vestbykvarteret men også på Spedalsø og i Nyhavnegade øst for den gamle bydel. En bræmme af kolonihaver blev i mellemkrigsårene anlagt rundt om byen for at sikre de mange tilvandrende landbofamilier lidt jord til grønsagsdyrkning og familieeftermiddage i det fri, men netop disse fristeder er nu så truet af nutidens parcelhus- og institutionsbyggeri, at det er nødvendigt at beskytte en enkelt kolonihaveforening til de kommende generationer.
Byens havn, der i hen ved 1000 år havde været den naturlige åhavn ved Bygholm Å’s udløb blev i Fjorden, blev i midten af 1800-årene erstattet af et egentligt havnebassin, hvor de dybtgående dampskibe kunne lægge til kaj og laste og losse varer til og fra byens industrier. En ny toldbod og et havnemesterkontor med det store stykgodspakhus så dagens lys lige efter 1. verdenskrig, og dette kulturmiljø er endnu bevaret uspoleret på den såkaldte havnetrekant. Det er et område, som er meget sårbart for ændringer i takt med ønsket om at ændre havnens rolle fra erhvervshavn til rekreativt område kombineret med kontorbyggeri.
Omkring år 1900 begyndte de første af byens velhavende familier at opføre sommervillaer øst for byen ude ved Stensballesund, og disse arkitekttegnede villaer udgør et stadig et helt lille kvarter for sig selv. Mere ydmyge er havnearbejdernes skure, der fra 1930’erne så dagens lys forskellige steder rundt langs fjordens sydkyst, og disse småhuse udgør, ligesom borgerskabets sommervillaer, også et bevaringsværdigt kulturmiljø hvor havbade og frisk luft var fællesnævneren.
Til fritiden hørte også andre byggerier, og Horsens fik i de første årtier af 1900’årene flere loge- og forsamlingsbygninger, som stadig er i brug til deres oprindelige formål. Mange trosretninger fulgte med den voksende befolkning, og jøder, metodister og katolikker fik deres egne religiøse huse, der omhyggeligt blev passet ind i bybilledet. En større befolkning krævede større kirkegårde, og disse kirkegårde er nu i dag smukt beplantede åndehuller i den ellers tætte bykerne. Andre grønne åndehuller er byens tre parker, der stadig er yndede udflugtsmål for byens borgere.
En række ældrestiftelser og det nye sygehusbyggeri fra 1900’årenes første årtier sætter stadig præg by byens store gader, også selvom nogle af bygningerne har måttet ændre funktion her i vor egen tid. Af de sidste generationers institutions- og parcelhusbyggeri er udpeget særligt væsentlige og tidstypiske byggerier omkring Langmarkskolen samt parcelhuskvarteret Vedbæksalle fra 1960’erne, der i dag fremstår med store træer og velanlagte haver i det kuperede område syd for byen.
Endelig dækker Kommuneplan 2009 de to byer Gedved og Hovedgård, der endnu har bevaret helstøbte kulturmiljøer fra 18- og 1900’årene. Landsbyen Gedved, der med sine 1700-tals gårde og gadehuse i midten af 1800’årene også fik eget bryggeri, mejeri, højskole og købmandsgård, ændrede i løbet af 1900’årene karakter efterhånden som Gedved Seminarium trak flere og flere studerende til byen. Stationsbyen Hovedgård, der oprindelig kun havde én gård, fik efter banens oprettelse i 1868 en stor tilvækst af tilflyttende familier, både arbejdere til savværket med også embedsmænd, der med deres nybyggede villaer i store haver, gav byen et helt særegent præg.
Denne mangfoldighed af byggerier, som favner hele byens historie, er vigtig at skærme for nedrivning og ombygning, så kommende generationer også kan høre fortællingerne og se de bygningsværker, der på levende vis kan fortælle byens historie og vise de livsvilkår, som tidligere generationer levede under.