Østerhåb udgør en del af bydelen Torsted. Østerhåb ligger delvist indenfor et område med særlige drikkevandsinteresser – Rugballegård OSD’et. Østerhåb ligger desuden delvist indenfor indvindingsoplandet til Torsted Vandværk, og delvist indenfor indvindingsoplandet til Rugballegårdværket, som er et af kommunens største vandværker, jf. OSD">Figur 7.
I OSD’et er der udpeget områder, som vurderes at være nitratfølsomme (sårbare), hvilket er sket på baggrund af, at den samlede lertykkelse over det primære grundvandsmagasin er mindre end 15 meter tykt, samt ud fra viden om grundvandsdannelsen. Arealudlægget ligger delvist indenfor et område, hvor grundvandsressourcen vurderes at være nitratfølsom.
Arealudlægget vurderes som udgangspunkt problematisk, da det er placeret indenfor et af kommunens vigtigste drikkevandsområder og fordi det er beliggende tæt på Torsted Vandværks boringer. Området er særlig vigtigt, fordi der i området indvindes ca. 50 % af drikkevandsbehovet til Horsens by.
Arealudlægget er beliggende i et område, hvor det primære grundvandsmagasin består af kvartært smeltevandssand beliggende relativt terrænnært, kun ca. 20 meter under terræn. Det primære grundvandsmagasin er overlejret af ca. 20 meter moræneler med indslag af smeltevandssand/grus. Indenfor det nitratfølsomme område er morænelerslaget ofte mere sandet og indslagene af sand- og grus er mere dominerende.
Grundvandsspejlet til det primære grundvandsmagasin er beliggende omkring kote +20,0 m, svarende til 20-25 meter under terræn og der er tale om et grundvandsmagasin som nogen steder optræder spændt og andre steder frit. Den overordnede strømningsretning i det primære grundvandsmagasin er fra syd mod nord i retning af Bygholm Å/Bygholm Sø, og herfra mod øst til Horsens Fjord.
I forbindelse med Vejle Amts grundvandskortlægning er grundvandsressourcen i området opgjort til knap 6 mio. m³/år. Horsens Kommune har i foråret 2014 stillet spørgsmål til ressourceopgørelsen, idet kommunen vurderer, at den måske nærmere er knap 3 mio. m³/år, jf. afsnittet Område med særlige drikkevandsinteresser, under Rugballegård.
Den samlede grundvandsindvinding i området udgør i dag ca. 1,9 mio. m³/år. På grund af kommunens befolkningstilvækst forventes der et øget vandbehov som delvist ønskes indvundet i Rugballegård OSD’et.
Arealudlægget udgør 35 ha og ud fra grundvandsdannelsen vil det med en befæstningsgrad på 50 % maksimalt medføre en reduceret grundvandsdannelse på ca. 25.000 m³/år. Det vurderes at reduktionen i grundvandsdannelsen er ubetydelig i forhold til grundvanddannelsen indenfor hele OSD’et. Tilsammen vurderes boligudlæggene ”Østerhåb” og ”Hatting Øst” højest at medføre en reduktion i grundvandsdannelsen på omkring 50.000 m3, hvilket vurderes at være acceptabel i forhold til den samlede grundvandsdannelse i hele OSD’et..
De beskrevne indslag af sand- og grus i det øverste moræneler udgør et terrænnært grundvandsmagasin. Den tilgængelige grundvandsressource i disse lag er meget begrænset og har ingen interesse i vandforsyningsmæssig sammenhæng.
Torsted Vandværk:
Arealudlægget ligger 560 meter sydvest for Torsted Vandværks boringer og den nordligste halvdel af udlægget ligger indenfor indvindingsoplandet til Torsted Vandværk. Torsted Vandværk indvinder årligt 225.000 m³ grundvand. Torsted Vandværk indvinder grundvand fra 2 boringer i 61-65 meters dybde.
Kildepladsen ligger indenfor de nitratfølsomme indvindingsområder og hvor der ifølge grundvandsmodellen sker en stor grundvandsdannelse.
Vandkvaliteten i vandværkets boringer er vandtype C, hvilket kendetegner en vandkvalitet som ikke er påvirket af aktiviteter på overfladen f.eks. landbrugsmæssig anvendelse. Forklaringen ligger delvist i, at grundvandsmagasinet er spændt.
Torsted Vandværk har i vandforsyningsplan sammenhæng status som et basis/primært vandværk, hvilket betyder, at kommunen regner med at vandværket bevares i mange år frem og at det måske også forventes, at vandværkets forsyningsområde udvides.
Rugballegårdværket:
Arealudlægget ligger 1100 meter sydvest for Rugballegårdværket, som er et af kommunens største vandværker, hvorfra der årligt indvindes 1.6 mio. m³ grundvand. Ved Rugballegårdværket indvindes grundvandet fra 6 boringer i 47 til 113 meters dybde.
Kildepladsen ligger indenfor de nitratfølsomme indvindingsområder og hvor der ifølge grundvandsmodellen sker en stor grundvandsdannelse.
Vandkvaliteten i vandværkets boringer er vandtype C og D, hvilket kendetegner en vandkvalitet, som ikke er påvirket af aktiviteter på overfladen f.eks. landbrugsmæssig anvendelse.
Rugballegårdværket har i vandforsyningsplan sammenhæng status som et primært vandværk, hvilket betyder, at kommunen satser på, at vandværket bevares i mange år frem og at det forventes at skulle forsyne flere husstande end det gør i dag. Forventningen bygger på, at vandværket skal forsyne nogle af kommunens nye byområder og at der er nogle af de mindre nabovandværker, som på kort eller langt sigte, ser sig lagt sammen med et nabovandværk, som kunne være Rugballegårdværket