Landsbybyggeskik
I dette afsnit beskrives den byggeskik, der oftest ses i landsbyer, samt hvordan man kan tilpasse potentielt fremtidige boliger til landsbyens skala, arkitektur, gaderum, kulturhistoriske bevaringsværdier og lignende, så de særlige karakteristika ved landsbyen bevares.
Landsbybyggeskik kan være en svær størrelse af definere. Den klassiske landsbybyggeskik er umiddelbart et mindre længehus opført som bindingsværk med stråtæktstag. Den klassiske landsbybyggeskik opfattes som idyllisk og er blevet et romantisk billede på, hvordan en ”rigtig” landsby skal se ud. Bindingsværkhuset med ståtag og stokroser langs facaden har dog også sin bagside. Ydermurene er tunge og vinduerne er små, hertil kommer den lave lofthøjde, som kan få opholdsrummene til at fremstå dunkle. Der er derfor fordele og ulemper ved alle de mange byggeskikke, som findes i landsbyerne.
En landsby er nemlig ikke en statisk størrelse, som er fastfrosset i 1700-tallet, hvor alle bygninger er opført i bindingsværk med stråtag. Der er sket stor udskiftning og mange tilføjelser til landbybilledet siden deres oprindelse. Klassisk landsbybyggeskik skal derfor forstås i denne sammenhæng. Byggeriet har i gennem årene ændret sig markant. Fra store, men få firelængede gårde i kampesten til små husmandssteder og senere til industrialiseringen, som bl.a tilføjede mejerier, jernbane og liberalt erhverv til landsbyerne.
For at bevare de historiske træk i landsbyerne og sikre, at landsbyerne fortsat fremstår, som alternative bosætningsmuligheder til storbyens- eller oplandsbyernes parcelhuskvarterer, er det vigtigt, at tilføjelser af nye bygninger til landsbyerne, sker i overensstemmelse med klassisk landsbybyggeskik. Da denne betegnelse ikke kan rummes af en enkelt arkitektonisk tidsstrømning, bliver betydningen i Horsens Kommune tillagt elastik. For landsbyerne i Horsens Kommune drejer det sig hovedsageligt om, at nybyggeri i landsbyerne skal være i overensstemmelse med den konkrete landsbys overordnede arkitektoniske træk og indordne sig landsbyens struktur og gadebillede i forhold til Placering, Form og Skala.
Hvor landsbyer ikke fremtræder harmoniske og visuelt rolige, skyldes det ofte en tilfældig sammensat bygningsmasse, med vidt forskellige bygningsformer, såsom traditionelle landsbyhuse sammen med almindelige parcelhuse med lav taghældning, evt. med helvalm, kubiske huse, bjælkehuse, ’sommerhuse’ og andre boliger af træ, samt huse med skiftende taghældning og etagehøjder.
I nedenstående afsnit beskrives, forskellige former for landsbybyggeskik, som kan opleves i landsbyerne i Horsens Kommune. De forskellige former for landsbyhuse er listet, som en forklaring af, hvad landsbybyggeskik er. Samtidig kan det benyttes som inspiration til både nye bygninger, tilbygninger og ombygninger.
Skitse af forskellige former for landsbybyggeskik.
Bindingsværk
Bindingsværkshuset, som vi kender det, kan spores tilbage til middelalderen. Byggeskikken er genkendelig og associeres ofte med landsbyer og karakteriseres, som et klassisk bondehus.
Bindingsværket kan være udformet på mange forskellige måder, men det er ofte egnsbestemt. Den bærende konstruktion er udført i træ og fremstår ofte synlig, hvor facaden ellers er muret og nogle gange kalket. Trækonstruktionen og murværket står ofte farvemæssigt i kontrast til hinanden.
De fleste bindingsværkshuset er oprindeligt opført med stråtag med en hældning på mellem 40-55 grader.
Billede af bindingsværkshus fra Tvingstrup.
Billede af bindingsværkshus fra Elling.
Længehus
Længehuset er en videre udvikling af bindingsværkshuset.
Længehusene er ofte grundmurede og opført i en etage med udnyttet tagetage. længden på huset overstiger som regel bredden gange 1,5. Længehuset var praktisk, da man om vinteren kunne lukke store dele af huset ned og dermed spare på varmen.
Længehuset har ofte en dør placeret central i facaden og vinduerne har samme størrelse og er placeret ens i facaden. Der er ikke store fremspring i facaden og byggeskikken er kendetegnet ved, at bidrage til et roligt landsbybillede, med sin relativt stramme form.
Billede af længehus fra Gangsted.
Billede af længehus fra Grumstrup.
Husmandssted
Husmandssteder ligner længehuset, men er ofte betydeligt mindre. Husmandsstederne er som regel opført ved hjælp af statsstøtte. Til husmandssteder hørte der en smule jord, så landar-bejderne kunne være selvforsynende.
Antallet af husmænd voksede fra ca. 1600, og husmænd og husmandsbevægelsen spillede en væsentlig rolle i dansk kultur og dansk politik i årene mellem ca. 1850 og ca. 1970. I dag bruger man ofte betegnelsen familiebrug om husmandsbruget.(Danmarkshistorien.dk)
Billede af husmandsted i Lundum.
Billede af husmandsted i Elbæk.
Kilde: Vadstrup, Søren, Landhuset-Historie, bevaring, istandsættelse, 2021, side 138-174
Industrialisering
Efter landboreformen startede industrialiseringen, som betød at nye funktioner også kom til landsbyerne. I den forbindelse skete der en ændring i byggeskikken, hvor der kom brugsforeninger til med f.eks. større vinduesflader til udstilling af varer. Der kom store mejerier, stationsbygninger og skoler til.
Industrialiseringens bygninger er fortsat opført i en etage med udnyttet tagetage, men har ofte flere fremspring, høj trempel og en anden detaljering af f.eks. gesimser, frontispice, mv.
Tidligere brugsforening, som nu er dyreklinik i Vrønding.
Tidligere Brugsforening i Vestbirk.
Offentlige institutioner
Der findes en del offentlige institutioner i landsbyerne. Nogle af de første var Rytterskolerne, som blev opført i 1700-tallet. Skolerne er helt ens, hvorfor de er yderst karakteristiske. Der findes b.la. en velbevaret Rytterskole i Tønning, se billede til ventre.
Centralt i landsbyerne kommer der forsamlingshuse eller fattiggårde.
Hertil er stationsbygningerne ofte karakteristiske og er, ligesom Rytterskolerne, helt ens i de mindre landsbyer. Både Lundum og Tønning stationsbygning er fortsat velbevaret og indrettet til enfamiliehus.
Tidligere Rytterskole i Tønning.
Tidligere stationsbygning i Lundum.
Historicismens huse
I 1900-tallet sker der stor udskiftning af bygningsmassen i landsbyerne og mange forskellige strømninger kommer til. Der bliver opført mange villaer i landsbyerne, hvor arkitekturen er historisk inspireret. Der tilføjes samtidig funkisvillaer og lign. i landsbyerne.
Det er dog ofte karakteristisk for alle de forskellige stilarter, at byggeriet er opført i en etage med udnyttet tagetage og med et beskedent grundplan.
Der findes flere stilarter, som betegnes som historicisme f.eks. Bedre byggeskik.
Billede af historicisme i Lundum.
Billede af historicisme i Tvingstrup.
Bedre Byggeskik
I starten af 1900-tallet ændrer byggeskikken i landsbyerne sig, da muremestervillaen vinder sit indtog. Strømningen er ofte kaldt Bedre byggeskik, hvor grundplanet bliver mere kvadratisk end det klassiske længehus. Der kommer flere murede detaljer og husene står ofte i blank mur med røde teglstenstage.
Husene er fortsat opført i en etage med udnyttet tagetage, men tagene fremstår med halvvalm.
Billede af Bedre byggeskik i Kattrup.
Billede af Bedre byggeskik i Lundum.
Patriciavillaen
Patriciavillaen ses ofte i bynære parcelhusområder og er karakteriseret ved, at være opført i dyre materialer med høj detaljeringsgrad. De har ofte karnapper, fremtrædende gesimser, balkoner, mv.
Det fremstår ofte med pudsede facader med halvvalmede tage, hvor facaden brydes med en frontispice.
Indgangspartiet er ofte hævet, men trukket væk fra facaden mod vejen, som det ellers er karakteristisk for længehuse.
Patriciavilla i Elbæk.
Patriciavilla i Tvingstrup.
Kilde: Vadstrup, Søren, Landhuset-Historie, bevaring, istandsættelse, 2021, side 204-253.