Status

parkeringer i midtbyen

På en hverdag parkerer 25.000 – 35.000 biler på en af midtbyens ca. 8.900 parkeringspladser. Det svarer til, at hver parkeringsplads på en hverdag i gennemsnit benyttes af 3 – 4 personbiler.
Der parkerer i gennemsnit ca. 3 personbiler på de offentlige parkeringspladser med betaling pr. dag i betalingsperioden.

 

Når hver parkeringsplads i snit kan bruges af 3 – 4 bilister på en dag, hænger det sammen med, at behovet varierer hen over døgnet. Beboerne har størst behov for at parkere i aften- og nattetimerne samt i weekenden. De ansatte lægger størst beslag på pladser i dagtimerne på hverdage. Mens besøgende til byens butikker og andre faciliteter overvejende parkerer i dagtimerne på hverdage samt lørdag formiddag.

Tolerancer for, hvor langt man som parkant er villige til at gå fra pladsen til destinationen afhænger af formålet med parkeringen. Det medfører, at det har betydning for, hvor stort behovet for parkeringspladser der er inden for de forskellige delområder af midtbyen:

Beboere accepterer normalt ikke særligt lange gåafstande mellem parkeringspladsen og deres bolig. I stort set alle dele af bymidten er der beboelse og derfor et behov for tilknyttede parkeringsmuligheder.

Pendlere accepterer normalt lidt længere gåafstand mellem parkeringspladsen og arbejdsstedet. Bilen skal normalt kun parkeres én gang om dagen, og det er sjældent, man har store mængder bagage med på arbejde.

Handlende er typisk ikke villige til at skulle gå langt, hvis de har mange varer at bære på. Det er f.eks. kunderne til supermarkeder, mens handlende til tøjbutikker eller kunder, der bare skal ”shoppe”, er villige til at gå noget længere. Erfaringer fra svenske byer viser, at afstanden fra parkeringsplads til supermarkedet og frisøren ikke må overstige 300 m. Men der må godt være op til 450 m fra parkeringspladsen, hvis formålet med turen er at shoppe.

I Horsens midtby er der en tæt koncentration af både store og små arbejdspladser Der er derfor behov for langtidsparkeringsmulighed inden for en acceptabel gangafstand i hele området.

Det er byfunktioner, der trækker mange besøgende. Normalt vil de besøgende ikke have behov for at parkere i lang tid, men de vil i mange tilfælde have et ønske om at komme så tæt på målet som muligt, f.eks. hvis de har meget at bære på. De fleste butikker og servicefunktioner er koncentreret omkring gågaderne. Iøjnefaldende undtagelser er de store supermarkeder i den sydlige del af midtbyen. De har alle deres egne parkeringsanlæg, som de stiller til rådighed for kunderne.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer