.

Home Parkeringsstrategi Parkeringsstrategi Parker/rejs

Parker og rejs

Parkeringspladser uden for bymidten kan også være en måde at regulere trafikken og styre bilisterne derhen, hvor de plads- og miljømæssigt belaster mindst. Formålet med Parkér & Rejs er, at pendlere, der bor i forstæderne og kører i bil til og fra arbejde i byen slipper for at skulle ind til byen i bil. Bilen parkeres ved et Parkér & Rejs anlæg i periferien af byen, og kollektiv transport eller cykel tages resten af vejen ind til bymidten.

Parkér & Rejs muliggør, at langtidsparkering flyttes fra bymidten til udkanten af byen, hvor omkostningerne til parkeringsarealer er lavere. Parkér & Rejs bliver dog først benyttet, når der er både tidsmæssige og økonomiske fordele ved at skifte til kollektiv trafik. Det vil sige, at der enten skal være lange køer på indfaldsvejene, strenge parkeringsrestriktioner i midtbyen, eller høje parkeringsafgifter, der gør det økonomisk fordelagtigt at skifte til kollektiv trafik. Desuden har placeringen af Parkér & Rejs anlæggene stor betydning for, om de bliver brugt.

Parkér & Rejs anlæg vil også kunne benyttes som opsamlingssted i forbindelse med samkørsel mellem borgere, der pendler til arbejdspladser i andre byer. Horsens Kommune har f.eks. etableret samkørselspladser i tilknytning til motorvejen. Erfaringen er, at pladserne i høj grad benyttes. Parkér & Rejs pladserne kan være gratis eller afgiftsbelagte. En afgift kan evt. dække hele eller dele af billetudgiften til kollektivrejsen. Som et alternativ kan månedskort til det offentlige system erstatte parkeringsafgiften. Der findes eksempler på Parkér & Rejs anlæg, der anvendes til andre parkeringsformål, som f.eks. parkering til idrætsanlæg eller forretninger uden for den almindelige arbejdstid.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer