OMRÅDE 9 - NIM

Formålet med sårbarhedsvurderingen er at vurdere, hvor påvirkelig landskabets karaktertræk er over for ændringer. Sårbarhedsvurderingen er at betragte som en begrundelse for de formulerede anbefalinger.

Bærende landskabstræk

Landskabet vurderes som udgangspunkt robust over for ændringer, når de sker med hensyn til landskabets ofte udsigtsprægede karakter.

For at opretholde landskabskarakteren bør landskabet fortsat være et landbrugsdomineret landskab, der er præget af spredt bebyggelse af gårde og små landsbyer. Landskabets karakter varierer i området med afsæt i højdedraget (randmorænen), der adskiller det mere bakkede, mere bevoksede landskab i lille til middel skala fra et mindre bakket, mindre bevokset landskab i større skala. Det har betydning for landskabets karakter, at højdedraget fortsat er et centralt element i landskabets karakter og geologiske landskabsfortælling.

Landskabet omkring Tamdrup Bisgård vurderes sårbart over for de fleste ændringer, da landskabets enkle og kulturhistorisk betingede strukturer let brydes eller svækkes. Opretholdelse af landskabets karakter forudsætter, at den store skala, enkle karakter og karakteristiske bebyggelse bevares og fortsat afspejler et hovedgårdslandskab.

Skovrejsning

Landskabet er i dag ikke kendetegnet ved skov, der kun optræder få steder. I det perspektiv vurderes landskabskarakteren i nogen grad sårbar over for ny skov, der vil være et nyt element i landskabet.

Landskabet inden for dette landskabsområde, der strækker sig på tværs af kommunegrænsen mod vest, er en væsentlig del af en geologisk fortælling om istiden i Danmark. Fortællingen omfatter sammenhængen mellem højdedraget og landskabet nord og syd for det. Denne landskabsfortælling er sårbar over for skovrejsning, der medfører, at betydelige landskabstræk bliver sløret.

Fra højdedraget er der meget vidtrækkende udsigter. Udsigterne vurderes sårbare over for skovrejsning, der begrænser udsigterne. Derfor vurderes landskabskarakteren sårbar over for skovrejsning på højdedraget. En konkret vurdering bør afklare, om der kan ske skovrejsning i det lavere terræn i det øvrige landskabsområde uden at forringe eller begrænse udsigterne væsentligt.

Landskabet omkring Tamdrup Bisgård og Tamdrup Kirke er særligt sårbart over for skovrejsning. Skovrejsning inden for området vurderes at bryde hovedgårdskarakteren, hvor de store marker er et centralt karaktertræk. Et væsentligt hensyn er også at sikre den meget markante synlighed, som Tamdrup Kirke har i landskabet med stor landskabsværdi til følge. Kirken optræder som orienteringspunkt fra store dele af de omgivende landskabsområder, og i det lys vurderes landskabet omkring kirken sårbart over for skovrejsning. Sårbarheden rækker ud over delområdets afgrænsning i det omfang, at kirkens visuelle betydning som orienteringspunkt kan blive svækket.

Landbrugsbyggeri og andet byggeri i landzone

Landskabet vurderes generelt ikke sårbart over for nyt landbrugsbyggeri, når der tages hensyn til landskabets udsigtsprægede karakter.

Med landskabets varierede terræn, ofte middel til store skala samt spredte bebyggelsesstruktur vurderes det muligt at indpasse nyt byggeri, så det understøtter landskabets karakter.

Kodalen ved Nim Mark kan være sårbar over for nyt, markant landbrugsbyggeri oven for dalsiderne, hvis det vil være synligt fra dalen og præge den visuelle oplevelse af dallandskabet.

Generelt skal der være opmærksomhed på, at stort eller markant landbrugsbyggeri i dette landskabsområde kan medføre en visuel påvirkning af de omgivende landskaber, der har en særlig landskabsværdi. Det gælder Gudenådalen mod nordvest, Hansted Ådal mod nordøst og Bygholm Ådal mod syd. Byggeri på højdedraget kan desuden få visuel betydning for landskaberne længere væk. Eksempelvis er Tamdrup Kirke synlig fra landskabet nord for Gudenådalen og øst for Hansted Ådal. 

 

Byvækst og byrand

I dette landskab vurderes byvækst bedst integreret i landskabet ved Nim, mens områdets øvrige landsbyer bør friholdes for byvækst.

Ved Nim bør byvækst ud fra en landskabelig betragtning ske mod nord og øst imellem byen og den skovprægede dalside i Hansted Ådal.

I dag optræder Nim med en åben byrand præget af lav bebyggelse, der delvist afskærmes af det bakkede terræn. Det har betydning for landskabets karakter, at også nye byrande har en afdæmpet karakter. På grund af landskabets udsigtsprægede karakter vurderes det i nogen grad sårbart over for byrande med højt eller på anden måde markant byggeri, der vil være synligt over store afstande eller på anden måde præge det omgivende landskab betydeligt.

Tekniske anlæg og infrastrukturanlæg

Den tekniske påvirkning af landskabet er i dag lav, og det har betydning for den visuelle kvalitet af dette udsigtsprægede landskab. I det lys vurderes landskabet sårbart over for nye tekniske anlæg, der øger den tekniske prægning.

Særligt sårbare er de landskaber, der vurderes at have en landskabelig oplevelsesværdi. Enten fordi de får en betydelig teknisk prægning eller fordi nye anlæg vil fjerne fokus fra andre betydende landskabselementer.

Dalen ved Nim Mark vurderes sårbar over for nye, store anlæg, da de vil dominere dalens skala og dermed dalens visuelle kvalitet.

Både Tamdrup Bisgård og Tamdrup Kirke er særlige sårbare elementer i landskabet, hvor oplevelsen af landskabets kulturhistoriske fortælling og værdi kan blive væsentligt påvirket. Netop fordi Tamdrup Kirke er synlig over store afstande, bør der være særlig opmærksomhed på, at kirkens betydning som orienteringspunkt også kan blive påvirket af nye, høje anlæg, der placeres uden umiddelbar nærhed til kirken, hvis de indgår i samme landskabsbillede.

På grund af landskabets terræn, og det forhold at landskabsområdet er omgivet af landskaber med mere højtliggende terræn, vurderes landskabet som udgangspunkt også sårbart over for nye lave tekniske anlæg. Det er begrundet i det forhold, at man ofte vil kigge ned på anlægget fra omgivelserne og derved vil eksempelvis bevoksning omkring anlægget kun have lokal afgrænsende betydning, mens anlægget vil være synligt og påvirke udsigterne fra de omgivende, meget store geografiske områder.

Kystnærhedszone

Landskabsområdet ligger udenfor kystnærhedszonen.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer