OMRÅDE 9 - NIM

rumlige og visuelle landskabstræk

 Landskabet er generelt præget af en åben karakter præget af udsigter. Især fra højdedraget er der vide udsigter. Nord for højdedraget er det bakkede landskab skiftevis præget af en åben og mere lukket karakter.

Skala og kompleksitet

Landskabets skala varierer, men er de fleste steder middel. I den sydlige del af området er skalaen lidt større end i den nordlige del, hvilket især skyldes den lidt mere bevoksede karakter, der i den nordlige del af landskabet i højere grad afgrænser landskabet i små til middelstore landskabsrum.

Landskabet fremstår med en let sammensat karakter, der er defineret af de mange spredt beliggende gårde, det varierede terræn og fragmenterede bevoksning. Tilsammen giver det landskabet et sammensat udtryk.

Rumlig afgrænsning og udsigter

Terrænet har en rumskabende effekt i både den nordlige og sydlige del af landskabsområderne, men det er kun nord for højdedraget, at terrænforskellene er så store, at terrænet lukker helt af og lokalt giver landskabet en lukket karakter. I den nordlige del af området er den rumlige afgrænsning suppleret med den spredt forekommende bevoksning. Derved fremstår landskabet med en lukket karakter, når man færdes lavt i terræn, mens der fra højdepunkter i landskabet er vide udsigter. I den sydlige del af området fremstår landskabet med en mere åben karakter, der generelt er præget af udsigter. Den sparsomme bevoksning giver dog landskabet en transparent karakter, hvor udsigterne i nogen grad begrænses af bevoksning.

Fra højdedraget er der vide udsigter over landskabsområdet og de omgivende landskaber. Mod nord er der udsigt til det højtliggende landskab omkring Brædstrup, og mod syd er der udsigt til landskabet omkring Horsens.

Visuel påvirkning

Landskabet opleves generelt uden eller med kun lidt visuel påvirkning. Landskabsområdet indeholder i sig selv kun få tekniske anlæg, og landskaberne mod nord er ligeledes i høj grad uden tekniske påvirkninger. I landskabet mod syd er der flere tekniske anlæg syd for Bygholm Ådal, men de optræder generelt på så stor afstand, at deres påvirkning af landskabet vurderes mindre.

Lokalt omkring de aktive råstofgrave er landskabet i høj grad præget af råstofindvinding på grund af de maskiner og transporter, der kører i området, samt de store råstofgrave, der står som store ar i landskabet.

Nim er præget af en åben byrand, hvor bebyggelsen er tydelig fra det omgivende landskab. Byen har dog en lav karakter, og den visuelle påvirkning vurderes af mindre betydning. Øvrig bebyggelse i området ligger generelt lavt i det småbakkede terræn, hvilket nedtoner bebyggelsens synlighed i landskabet.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer